Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Warnstedt, Hans Vilhelm, 1743–1817, Theaterchef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mening om mig. Han har megen Retfærdighed i Hjærtet og vil
aldrig gjøre noget Menneske forsætlig ondt. Min Agtelse har han
fortjent og skal stedse beholde».
Uden at tilsidesætte Respekten levede W. paa en fortrolig
Fod med de udmærkede sceniske Kunstnere og Kunstnerinder, der
den Gang prydede den danske Scene, Schwarz, Gjelstrup, Preisler,
Rose og Fru Walter, der ved Eickstedts Intriger 1780 forlod Theatret.
Inderligst følte han sig knyttet til Frydendahl, der debuterede 1786
og som, hvad der ikke før har været bekjendt, i Følge W.s eget
skriftlige Vidnesbyrd, var hans egen Søn. W. havde som ung
Lieutenant staaet i et intimt Forhold til Frydendahls Moder, der
var bleven tvungen til at ægte en gammel, rig Lærredshandler,
som siden blev forarmet og med Konen maatte leve af W.s smaa
Midler. «Frydendahl», ytrer W., «forbinder det fortræffeligste Hjærte
og en Adel i Sjælen, som mangen Prins maatte ønske sig, med
det letteste Sind». Af W.s Breve til sine Søskende ses det, at
Frydendahls Skæbne til enhver Tid laa ham paa Sinde.
Skjønt det i W.s første Direktørperiode ikke fattedes paa
Riverier mellem ham og Eickstedt, glemte han dog aldrig, at Generalen
havde været hans Families varmeste Ven. 1782 udtraadte Eickstedt
af Overtilsynskommissionen, der ophævedes kort efter
Regeringsskiftet, da W. blev beskikket til administrerende Direktør, medens
Overhofmarskal C. F. Numsen udnævntes til overtilsynshavende.
Samarbejdet med denne Mand, der idelig krydsede hans Planer,
faldt W. meget vanskeligt. «Numsens Fader,» ytrer han, «blev
min Faders Ulykke; skal denne nu blive min, er denne Familie vor
naturlige Fjende som Kattens er Musens.» 1787 blev J. A. P. Schulz
indkaldt hertil som Kapelmester, og med denne sluttede W. et nøje
Venskab. Trods mange Haande Intriger og Kabaler ved Theatret
røgtede W. vedblivende sit Hverv med ufortrøden Iver. 1790
aabnedes Sæsonen med «Frode og Fingal» samt Thaarups «Høstgildet»
til Schulz’ stemningsrige Musik. I Foraaret 1791 afgik Numsen til
Glæde for W., der samtidig blev Præses for Theaterkommissionen.
De sidste nationale sceniske Arbejder, hvis Opførelse W.
iværksatte, vare P. A. Heibergs «De Vonner og de Vanner» og
«Kinafarerne». Kort efter fremskyndede en beklagelig Begivenhed hans
Afgang fra Theatret. Theaterinspektøren N. Lassen, en virksom og
dygtig Mand, hvem han havde skjænket sin fulde Tillid, havde
ved Aktiespekulationer paadraget sig en betydelig Gjæld og
forgrebet sig paa Theaterkassen. W.s Anstrængelser for at redde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
