Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sveinsson, Brynjólfur, 1605-75, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han at faa forskjellige Ulemper fjærnede. Skoledisciplene søgte
han at bibringe sin egen Kjærlighed til de gamle Sprog og
vedligeholdt deres Kundskaber ved med de mere fremmelige at
fortsætte en latinsk Brevvexling. At han dog ogsaa forstod at vurdere
Talentet, selv hvor den klassiske Dannelse manglede, viser hans
Forhold til Salmedigteren H. Pjetursson (XIII, 126). Hans ydre
Optræden var værdig og ærefrygtindgydende, han skildres som en
stor, svær Mand med rødligt Haar og et vældigt, rødt Skjæg, der
bredte sig over hele Brystet, trods sin Alvor ingenlunde
utilgængelig, en gjæstfri Vært og rundhaandet Mand. Hans Indflydelse paa
Samtiden var overordentlig og forøgedes endnu mere, ved at han
snart blev en meget formuende Mand. Han var ikke uden Hang
til Mystik og vedkjendte sig, mærkelig nok, trods sin Stilling
Forkjærlighed for den katholske Tids Sæder og Skikke, hvad der
vistnok stod i Forbindelse med hans Sympathi med den i Kamp
for sin Tro faldne, sidste katholske Biskop i Holar, Jón Arason,
fra hvem han paa mødrene Side nedstammede. 1640 havde han
ægtet Margrét, Datter af Lagmanden Halldór Ólafsson, men af
deres Børn naaede kun 2 den voxne Alder, og intet af disse havde
Lykken med sig; begge døde unge, Datteren, en særdeles lovende
ung Pige, efter at være besvangret af en yngre gejstlig i Faderens
Hus. Mod Slutningen af sit Liv stod den gamle Biskop som
Enkemand og uden Afkorn; sine Midler testamenterede han til fjærnere
Slægtninge, og Embedets Bestyrelse overdrog han 1674 til den af
Regeringen udpegede Eftermand, Mag. Thórdur Thorláksson, men
forblev boende paa Bispegaarden til sin Død, 5. Avg. 1675.
Den Anseelse, som B. S.s Lærdom i de klassiske Sprog
forskaffede ham, øgedes ved det Ry, der gik af hans Indsigt i den
nordiske Oldlitteratur, og særlig i denne Henseende vakte han
Opmærksomhed uden for Island, ligesom det ogsaa er med Hensyn
til denne, at han har indlagt sig blivende Fortjenester, mindre dog
ved egne Arbejder end som Samler og Bevarer af de islandske
Oldskrifter. Allerede tidlig maa B. S. være begyndt at samle.
Om han har haft islandske Skindbøger eller Afskrifter af Saadanne
hos sig i Roskilde, vides ikke, men allerede 1639, formodentlig da
han paa Hjemvejen fra Gluckstadt besøgte Professor Stephanius i
Sorø, kunde han forære denne en vigtig Membran, og i de
nærmeste Aar fulgte flere andre efter, nedsendte fra Island. 1646
omtaler O. Worm B. S. som efter Sigende Besidder af et udsøgt
Bibliothek af islandske Manuskripter. Fra islandske Kilder vides,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
