Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stub, Ambrosius, 1705-58, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alvorlig som Digter og netop derfor vovede at være sig selv i
sin Digtning. Fortidens meste Lyrik var religiøs eller stift og
ensformig heroisk-historisk; de faa spøgende Ungdomsdigte, hvori
anerkjendte Poeter som Kingo og nogle af hans jævnaldrende sloge
sig løs og gave sig hen, ere utrykte eller mere tilfældig bevarede.
Naar man skulde optræde for et større Publikum, tog man
Selskabsdragten og den højtidelige Mine paa. Men over sine faa
Forgængere i den humoristiske Digtning, en Bording eller
Reenberg, hæver S. sig paa den anden Side ved sin Fantasibegavelse
og sin den Gang enestaaende friske Naturfølelse («Rosenknoppen»,
som dog skæmmes af uheldige Rim, «Den kjedsom Vinter gik sin
Gang»), der ofte endog synes ægtere end Tullins eller Ewalds
stundum noget stiliserede Rundmalerier. Dertil kommer hans
mærkelige sproglige Lethed, der ganske naturlig og utvungent føjer Tanken
ind under de kunstige italienske Arie- og tyske Visemelodier, som
mere og mere bleve Mode. Ypperligst er han maaske i sine smaa,
morsomt og let rundede Epigrammer, Skaaler og Impromptuer, en
Digtart, som Fortiden, tung i Tanke og vidtløftig i Udtryk, som
den var, forgjæves havde søgt at mestre, men hvori end ikke
Wessel overgaar S. («Kongen opnaa snehvid Alder!», «Vor
Neubergs Bryst», «Ved Vinen den klare», «Vel født er vel en Trøst»(?),
«En har det i Ryggen»). Drikkeviser havde Reenberg nøjedes
med at oversætte, medens S. som Originaldigter undertiden varsler
Rahbek («Lad Krig fornøje Potentater»). Større Digtninger førte
hverken hans Forhold eller formodentlig hans Lyst og Evner ind
paa, og dybt gaar han heller ikke. Som de fleste samtidige var
han vistnok alvorlig troende og søgte i Religionen en Støtte for
sin Letsindighed og en Trøst for sin ublide Skæbne:
«Uforsagt, hvordan min Lykke
end i Verden blive maa!»
Men af hans «gudelige Arier», hvor den kunstige Viseform
desuden er mindre passende, vise i Grunden kun de faa nogen
Ejendommelighed, hvor Billeder eller Inspiration hentes fra
Naturbetragtning («Hvad regner Naturens Ransagere op?», «Hvad vindes ved
Verdens vidtløftige Hav?»). S.s moraliserende Digtning naar ikke
ud over Tidens sædvanlige, lidt lavloftede Lovprisning af Dyd og
Nøjsomhed – aurea mediocritas – og Klage over Verdens Falskhed
og Lykkens Omskiftelighed. I de heldigvis sjældne Tilfælde, hvor
han ved højtidelige Lejligheder falder tilbage til Alexandrineren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
