Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steensen (Steno), Niels, 1638-86, Anatom, Geolog, Theolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
springende. Længe dvæler han aldrig ved et Omraade, snart
kommer et andet i Forgrunden og fængsler hans Interesse. Kun
én rød Traad gaar gjennem alle hans Publikationer, en lidenskabelig
Higen efter at naa fra det spredte til Helheden, til Totalitetens,
den afsluttende Erkjendelses Hvilepunkt. En urolig, gjærende Aand
vise hans Skrifter, et dybt personligt Præg have de alle, hans
hele Sjæl vibrerer deri, hvor nøgtern stringent han end giver selve
sine Forskningsresultater. Det er aabenbart det dybeste personlige
Moment, den religiøse Følelses Trang og Higen, der giver Skrifterne
den ejendommelige Karakter, heri bunder ogsaa den Uro,
der i tiltagende Grad mærkes. Han var allerede ved Studieopholdet
i Holland under sin filosofiske Fordybelse bleven rokket
i sin lutherske Barnetro, et Møde paa hans anden Rejse med en
Jesuit i Køln havde forøget hans Tvivl og Uro og vendt hans
Tanke mod de store, fredgivende Sider i Katholicismen, i Paris
bestyrkede Bossuet ham i disse Tanker, og da han saa endelig
kom til Italien, maatte Romerkirkens indre og ydre Storhed og
Glans blive end mere imponerende for hans Iagttagelse. Midt
under det lyse, smilende Liv, han her førte, midt under hans
travle Forskning blev med den voxende Sympathi for Katholicismen
den indre Uro bestandig stærkere. Hans Sinds dybe Trofasthed
holdt ham vel endnu i længere Tid fra det skæbnesvangre Brud,
men Protestantismens Svagheder traadte bestandig tydeligere frem for
ham. Hans nye, højtskattede katholske Venner mærkede hans Kamp
og søgte at faa ham over paa deres Side, og ivrigst vare nogle
ædle Kvinder, hvem det da ogsaa omsider lykkedes at gjøre ham
til Konvertit. En særlig stor Betydning og afgjørende Indflydelse
paa ham fik en rigt begavet og fornem, gift Dame, Signora Lavinia.
Pludselig og særlig ved denne Dames ildfulde Overtalelser
bortvejredes alle Tvivl, og paa Romerkirkens store Helligdag «de dødes
Dag», 2. Nov., 1667 afsvor han det protestantiske Kjætteri og
bekjendte den hellige Tro.
Efter at det afgjørende Skridt var taget, syntes der foreløbig
at være kommen Fred i hans Sind, og han udarbejdede og
fuldendte sin nævnte «Prodromus». Strax efter hans Konversion kom
der et kongeligt Tilbagekaldelsesbrev fra Danmark, og han
begyndte virkelig at gjøre sig rede til Afrejse fra Florents. Men han
kunde dog ikke gjennemføre sit Forsæt; en voxende Uro kom
igjen frem i hans Sind, først næsten et Aar efter (1668) rejste han
pludselig bort, men ikke til Danmark. Hans Rejse foregik paa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
