Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sorterup, Jørgen Jørgensen, 1662-1723, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alt Fald sikkert mere dikteret af personligt Nag end af Medfølelse
med de fortrykte Bønder og førte til, at adskillige af Godspersonalet,
bl. a. Terkelsen, vistnok temmelig uforskyldt fik Afsked.
Hans egen Anseelse synes det ikke at have skadet; 1713 blev han
valgt til Provst i Stævns Herred, men ved Dronningens Død Aaret
efter kom Nemesis over ham. Terkelsen blev gjenindsat og glemte
naturligvis ikke sin gamle Fjende. S.s Tiender bleve atter
nedsatte, og hans Sognefolk klagede over, at han ikke holdt sine
Gærder lukkede og pløjede over fremmed Skjel, hvorfor han
maatte gjøre en ydmygende Afbigt. Han opnaaede heller ikke sit
Ønske om at faa en Skole i sit Sogn og efterlod ved sin Død
Aaret efter, 4. Okt. 1723, alt andet end et godt Navn. Falster
udtrykker, sig maaske vel stærkt, naar han kalder ham «en lærd
og sindrig Bagvasker, som ikke sjælden besmittede vort Modersmaals
Helligdomme ved sin ulykkelige og smudsige poetiske Evne,
ilde stemt mod alle brave Folks Navn og Rygte og derhos selv
alle brave Folk forhadt». Men det er tydeligt nok, at han har
været mere frygtet end agtet og afholdt, hvad der ogsaa fremgaar
af Sagnene paa Egnen om, at han kunde mane og vise igjen.
Som gejstlig Forfatter var S. ikke frugtbar. Han lod trykke
et «Trøstebrev» ved sin første Hustrus Død og s. A., 1695, en
Ligprædiken over en ved Lynnedslag dræbt Mand. End videre
kan maaske herhen regnes hans «Levneds Ihukommelse» over
Borgmester og Politimester Claus Rasch (XIII, 481), alt i Tidens
Stil, langtrukket, højtravende og sprænglærd.
Langt mærkeligere er hans Digtning, der ligesom hans Liv
giver os Indtryk af en begavet, men smagløs og dertil myndig og
stridssyg Personlighed. Hans «Poetiske Smaasagers 1. Part»
udkom vel først 1714, men indeholder Nytaars- og Lykønskningsvers,
Bindebreve osv. fra hans Huslærertid og rettede til hans Elever
eller i disses Navn til deres Moder og Slægtninge. Det er
udtværet Moral og submis Smiger, spækket med lærde Noter i de
Dages trivielle Aand og Form. Kun den jævnlige Brug af gamle
og sjældne Ord særtegner Samlingen, og ikke bedre ere en Del
enkeltvis trykte eller haandskrevne Lejlighedsvers.
1701 rettede S. til den store Mæcen Rostgaard en skarp og
nærgaaende Satire mod en stor Del af Samtidens Poeter: «Ret
Tak, rar Skjæmt og ram Alvor ... for at afmale satyriskvis disse
Tiders Rimgjerrighed eller Cacoëthes carminincum». Han følger
her det Spor, Reenberg nogle Aar før var slaaet ind paa med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
