Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schwarz, Frederik, 1753-1838, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Natursandhed den adrætte Figaro hos Beaumarchais og den
ærværdige d’Orbesson i «Faderen», den aabent-ærlige Niels Ebbesen i
Sanders Drama og den skjult-lumske Pater Johan i «Dyveke», den
kjække unge Lieutenant King i «Søofficererne» og den vindige
gamle Laps Sir Philip Modelove i «De 4 Formyndere», den gnavne
Hr. v. Rosenau i «Hververne» og den joviale Warberger i
«Jægerne», den godmodige Sir Peter i «Bagtalelsens Skole» og den
hidsige Squire Russel i «Den skinsyge Kone», den aabenmundede
van der Haan i «De Vonner og Vanner» og den indesluttede
Baron v. Harrwitz i «Fændrikken»; han magtede den dæmoniske
Uhygge (Loke i «Balders Død») og den latterlige Fejhed (Jacob
v. Thyboe), den myndige Selvbevidsthed (Robinson i «Den
bogstavelige Udtydning») og den pjaltede Reducerethed (Mr. Mist i
«Landsbytheatret»). S. blev med Aarene meget svær og temmelig
ubevægelig, derfor indskrænkede han allerede inden sit fyldte 50.
Aar sin Virksomhed til det ældre Rollefag, men ogsaa paa dette
begrænsede Omraade viste han sig som en mangfoldig Kunstner og
spillede «vrantne og joviale, tossegode og fiffige, ængstelige og
djærve, blide og strænge, latterligt forelskede og but frastødende
Oldinger af alle Stænder og under alle Forhold» (Overskou).
I Vinteren 1802 indlemmede S. i dette Repertoire sit
Holbergske Mesterstykke Mester Herman i «Den politiske
Kandestøber», som han dog kun udførte 2 Gange, sagtens fordi han
allerede snart herefter begyndte at spore den Bristen i Hukommelsen,
der gjør Skuespilleren utryg paa Scenen. Hans sidste nye Rolle
blev Palnatoke (April 1809), som han kun nødig overtog, da han,
hvis Puls bankede i Takt med den borgerlige Skuespildigtning i det
18. Aarhundredes Slutning, naturnødvendig følte sig fremmed over
for Oehlenschlägers Lyrik: allerede den versificerede Form voldte
ham store Vanskeligheder, og hans Fremstilling af den nordiske
Helt naaede ikke op over det respektable. 28. Nov. s. A.
bevilgedes hans Afskedsbegjæring som Skuespiller, og 21. Marts 1810
takkede han efter at have spillet Sir Peter i «Bagtalelsens Skole»
i en Epilog Publikum for «mange Haande Beviser paa huld
Overbærelse, Godhed og Agtelse». S. vedblev at være knyttet til
Theatret som Instruktør, indtil han 22. Juni 1816 afgik ogsaa fra denne
Post med fuld Gage i Pension. 26. Dec. 1816 tog S., der siden
sin Afgang som Skuespiller af og til havde vist sig i sine gamle
Roller, et sidste Farvel med Publikum først som v. Rosenau i
«Hververne» og dernæst i en Epilog. En halv Snes Aar senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
