Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schmidt, Peter Carl Rudolf, 1836-99, æsthetisk og filosofisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1884), «Jochen Hinrichs» (1885), «Murmesterens Døtre og andre
Fortællinger» (1886). Fra samme Aar er «Fortællinger paa Vers».
Skuespillet «Solopgang» opførtes 1884 paa Folketheatret. Et andet
Helaftens-Skuespil, «Udløst», gjorde 1890 ingen Lykke paa
Dagmartheatret, hvilket øvede en lammende Indflydelse paa S.s Digtning
i det hele. Dog udkom et Bind skjønne lyriske Digte, «Tanker
og Toner», 1892, ligesom Novelledigtningen afsluttedes med et Bind
«Nye Haandtegninger» 1891, hvori det tankedybe Digt «Nicodemus»,
maaske Perlen blandt S.s mindre Poesier. Jævnsides med
den digteriske Produktion gaar en æsthetisk i Værker som «Buster
og Masker» (1882), «Ad egne Veje» (1884), «Fra Liv og Litteratur»
(1887). Tillige har S. ydet en Række Oversættelser fra Tysk,
Fransk og Engelsk, bl. a. indført Walt Whitman og Claude Tillier
i Danmark. S. arbejdede stadig under megen Miskjendelse og i
trykkende Kaar, som i hans senere Aar mildnedes ved en mindre
Statsunderstøttelse. En Trøst i Modgangen var den Anerkjendelse,
han vandt i Tyskland, hvor hans Noveller i Udvalg bleve oversatte
af E. Poestion. «Nicodemus» og «Den forvandlede Konge» ere
ligeledes udkomne i Oversættelser, den første ved H. Küchendahl
1890, den anden ved H. Varnhagen 1889. Det sidstnævnte
Skuespil er med Bifald opført paa adskillige tyske Scener, f. Ex. i
Dresden og Weimar. Hans sidste Arbejde er Tragedien «Torquato
Tasso» (1894). Han døde 5. April 1899.
S.s særegne Evne som psykologisk Skildrer ligger der, hvor
det naturlig menneskelige berører Evighedsanlægget i Mennesket,
altsaa i det i udvidet Forstand religiøse Forhold. Er
Udholdenhedens Tanke det ethiske Centrum i hans Poesi, saa er
Udsoningens Tanke det religiøse. Gjennem Kampen med sig selv og med
Verden arbejder Mennesket sit inderste Aandsanlæg frem.
Hemmelsen er et Vidnesbyrd om Individets Ufuldkommenhed, og naar
Mangelen er blevet aabenbar, kræver den en Udsoning i
udholdende Arbejde. Kampen kan føre til Individets timelige
Undergang, men gjennem Nederlaget i det udvortes aabenbarer
Evighedens Sejer sig. Det er Motivet i de betydeligste af S.s Noveller.
I den maaske ejendommeligste af dem, «Den yngre Søster», om
hvilken den tyske Digter Max Kretzer har brugt det Udtryk, at
den har «dannet Skole» i Tyskland, viser S., hvorledes det evige,
oprindelige i Menneskenaturen kan skyde frem i en enkelt simpel
Ytring (Kjærligheden til Søsteren) tværs igjennem de sørgeligste,
mest forsømte sjælelige Dannelser og derved sone for et helt Livs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
