Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schandorph, Sophus Christian Frederik, 1836-1901, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
allerede som ung Student kommet ind i Kr. Arentzens Kreds (I, 330),
hvor han havde lært sig Uvilje mod den herskende National-Liberalisme
og mod juste-milieu’et. Han kom ogsaa tidlig iBerøring
dels med Repræsentanter for den venstresindede Opposition (Gert
Winther, Tscherning), dels med Repræsentanter for hine konservative
af den gamle Skole, som han en Tid lang følte sig næsten
stærkest hendraget til. Og endelig førte hans italienske Talelærer
ham ud i paa helt anden Maade oppositionelle Lag. Læreren var
Artistagent; han gav sin Undervisning rundt om paa Forlystelsessteder
og lod sin Elev stifte Bekjendtskab med alskens udenlandske
Gjøglere og med Medlemmerne af de italienske Operatroupper, som
aarlig fra 1865-70 gjæstede Kjøbenhavn. Saaledes skærpedes S.s
Blik over for herskende Ideer og over for det vedtægtsmæssig
korrekte, foruden at han i betydeligt Omfang forøgede sit Fond
af Virkelighedsindtryk, der jo hidtil væsentligst havde bestaaet i
Indtryk af sjællandsk Kjøbstadsliv og Landliv. Til Overflod var
han fra 1863 i Løbet af en halv Snes Aar 3 Gange i Paris og
levede flittig sammen med dets Studenterkvarters Befolkning.
Opposition mærker man dog foreløbig kun lidt til i hans
Digtning. Den har en Smule Udenomspolemik mod Studenterforherligelse
og Skandinavisme, og den vrænger i Ny og Næ ad
Bureaukratisme og Bourgeoisi; men dens Personlighedsideal er
noget saa overgjemt som en afbleget Chateaubriandsk Atala-René,
og den samfundsmæssige «Ukorrekthed», som den lovpriser, er en
Slags Rahbeksk anløbne Stuesymposier med Diskussion og
Bellmans- eller Gluntarsang. Endnu fattigere er hans Poesi paa
Virkelighedsindtryk. Træffer man dem, saa have de gjærne for
længst sat al deres beskedne Ærlighed over Styr i et dystert
Fantastens Skole. Man skulde blot vide, hvad han den Gang kunde
falde paa at gjøre ud af en saa forholdsvis simpel Sag som en
flygtig lille Forliebelse i en Sangerinde. Læseren slap saamænd
nødig billigere end med et Dødsleje og med en hvileløs Don
Juan af en Asket og en skelende russisk Greve og et Dolkestød
paa aaben, natsløret Gade. De skulde være saa romantisk
lidenskabelige, Poeterne, den ægte Poesi var den store «Lidenskab»!
Selv var S. i 60erne et noget pigebarnsagtig spinkelt Mandfolk
med jomfruskære Kinder; han bar sit tykke gule Haar strøget
frem ved begge Sider i sirlig pomadiserede Lag, der var over
hans Ansigt et halv sippet, halv forlegent-selvtilfreds Udtryk.
Hvad angaar hans Indre, saa forsikrer han, at der er en evig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
