Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schack-Rathlou, Joachim Otto, 1728-1800, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det gode Forhold, der saaledes havde været imellem de ledende
Ministre, især imellem S.-R. og Bernstorff, brast imidlertid
desto værre, for en Del vistnok paa Grund af, at S.-R. følte, at
Bernstorff stod i Vejen for, at han kunde staa som en Slags
Premierminister, saaledes som han havde gjort det i de første Aar
efter 17. Jan. 1772, men tillige paa Grund af visse bestemte
Uenighedspunkter. Dels synes det, som om S.-R. i Slutningen af 1775
ikke har været enig med Bernstorffs Holdning over for Sverige og
England, dels spillede det nationale Spørgsmaal her ind. Skjønt
S.-R. i en Række Aar havde virket paa den venskabeligste Maade
sammen med Mænd af tysk Nationalitet og fremfor alt med
den største Beundring havde set op til den ældre Bernstorff, delte
han dog meget stærkt den Uvilje, der havde bredt sig ret vidt,
over den betydelige Rolle, som fremmede Elementer, særlig Tysk,
spillede her hjemme, og som Struensees Uvæsen især havde vakt
Forbitrelse imod. Denne Stemning hos S.-R. knyttede et Baand
imellem ham og Guldberg, hvis ivrig danske Sind er bekjendt nok,
og som for øvrigt ved sine stærke konservative Synsmaader og
ligeledes ved et vist Fællesskab i religiøs Opfattelse havde flere
Berøringspunkter med ham.
Den betydningsfuldeste Virkning af Tilnærmelsen imellem disse
2 Mænd var Udstedelsen af Loven om Indfødsretten i Jan. 1776,
og den, der under det fælles Arbejde paa denne Lov havde været
den ivrigste i at ville lukke Døren for Udlændingerne, var S.-R.
Hvor stærk Sympathi man end maa have for den Følelse, der
havde bragt ham og Guldberg til at faa denne Lov frem, og hvor
berettiget den end i og for sig var, kan man paa den anden Side
ikke undre sig over, at Mænd af fremmed Nationalitet, som f. Ex.
fremfor alle Bernstorff, der med virkelig Varme arbejdede for
Danmarks Vel, kunde finde, at den danske Følelse ved denne
Lejlighed havde været alt for ivrig i at slaa Porten i for de
fremmede, og han havde fuldstændig Ret til at harmes over, at en saa
vigtig Lov var bleven udstedt uden nogen Sinde at have været til
Behandling i Statsraadet. Hvad, maatte man spørge, skulde da
Ordningen af 13. Febr. 1772 overhovedet sige, naar sligt kunde
gaa for sig? Der falder aabenbart et tungt Ansvar paa S.-R. for
her i sin Iver for at faa Loven frem, uden at udsætte den for
skarp Kritik i Statsraadet, at have sat selve dette Raad paa en
højst betænkelig Maade ud af Spillet. Han fik det da ogsaa selv
at føle. Samtidig med at han havde skilt sig bestemt fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
