Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Riegels, Niels Ditlev, 1755-1802, Historiker og Litterat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de uforstyrrede drage om fra Hytte til Byen og udbrede varig
Lyksalighed». Mange her hjemme forstode den Gang at forene
Begejstring for den franske Revolution med Ærefrygt for den
dansk-norske Enevælde, særlig som den traadte frem i Tiden efter
1784. Men dette var R. langt fra. Han var vistnok i og for
sig ikke en afgjort Fjende af Monarkiet; derimod var Aristokrati
det, han hadede mest af alt, og han kunde derfor godt finde sig
i et Kongedømme, der gjennemførte Stræng Lighed – helst med
nogen Uvilje imod Adelen –, og som tillige havde Lyst til
Reformer, med andre Ord den oplyste Enevælde. Men helst saa han
dog denne Enevælde paa visse Maader noget indskrænket, ikke
alene ved Pressefrihed, men ogsaa ved at have den Pligt at
aflægge offentligt Regnskab, og dette førte ham da konsekvent til
at ønske en Rigsstænderforsamling, for hvilken Regeringen skulde
aflægge sit Regnskab. Bortset herfra vare for øvrigt R.s politiske
Meninger ligesom næsten alle deres her hjemme, hvem Revolutionen
satte i Bevægelse, meget uklare.
Med det Syn, som han altsaa havde paa Kongemagtens
Opgaver, brød han saa godt som ganske Staven over den, saaledes
som den var optraadt i Historien. Naar man undtager nogle faa
udmærkede Regenter, mente han, at, hvad en monarkisk Stat gav
Billedet af, var en Fyrste, der var forfalden til Udsvævelser og
desuden en Bold for rænkefulde Hofmænd og egennyttige Ministre,
af Stormænd, som udsugede eller lode sig bestikke, af en
Embedsstand, der var lutter Slendrian og kun tænkte paa at berige sig
selv, af Proprietærer og Præster, der kappedes om at flaa
Menigmand, og saa de ynkelige Faar, der klippedes eller flaaedes. Alt
dette mente han at finde i sin Samtid her hjemme. Han kunde
erkjende med Tak, at der var givet Trykkefrihed, men det var i
Grunden det eneste, han fandt fortjente Paaskjønnelse. I sin
Bitterhed over ikke at være kommen til Vejrs hadede han de
styrende; men ligesom han fandt alt slet, hvad der kom fra den Kant,
saaledes var han tilbøjelig til i Embedsførelsen fortrinsvis at se
Uduelighed og Uredelighed. Ingen skulde, naar han læste hans
Skrifter, ane, at man var i en betydningsfuld Reformperiode. Det
er, som om der aldeles intet skete, men alt var nedsunket i
Sløvhed. Og ganske med samme Bitterhed vendte han sig baade imod
forskjellige Personligheder, som han paa det løseste Grundlag
overvældede med Grovheder, og ikke mindre imod hele Institutioner.
Han kunde tale om, at han vilde fremme Gudsfrygt og Religion,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
