Den tredje og ældste Datter i det Suenssenske Hjem var Alfhilde, senere Fru Alfhilde Mechlenburg alias Pseudonymet: »Ivar Ring«. Hun fødtes i København 1831, men tilbragte sin første Barndom i Sønderjylland, hvor Faderen, som oven for nævnt, var Kaptajn i Tønning. Efter hans Død 1840 flyttede Enken til København. Hun var en Datter af Major Juel og tilhørte en Slægt, der altid havde været bekendt for sin store Patriotisme. Hun indpodede denne Følelse hos sine Døtre tilligemed en inderlig Barnetro. Den udmærkede Moder fik stor Indflydelse paa Børnene, ikke mindst paa Alfhilde, der baade var den ældste og tillige den, der havde faaet det største poetiske Pund i Arv. Der var megen Kærlighed og udmærket Samliv i dette Hjem, og der var en vis gammeldags gjennemfin Tone, som man nu kun sjældent træffer paa. »Hvem der har haft den Lykke,« siger en af Fru Suenssens Biografer, »at nyde dette Hjems sjældne patriarkalske Gæstfrihed, vil erindre den gamle Frue med hendes majestætiske Skikkelse, de milde, velsignede Øjne og den klangfulde Stemme, der med den sande Dannelses fine Præg og Hjertets forunderlige Takt, gjorde Huset saa lyst og skønt, saa tiltalende«. *)
Fra dette Hjem rejste Frøken Alfhilde i sit 16de Aar til Norge for at besøge nogle Slægtninge; men Besøget forlængedes til et fleraarigt Ophold, og hun beredte sig til at blive der for stedse, idet hun i 1864 ægtede Kaptajn i den norske Marine, Carl Mechlenburg. Det meget lykkelige Ægteskab varede kun kort, da han allerede døde 1868 efter langvarige Lidelser. Deres eneste Barn, en lille Pige, havde de haft den Sorg at miste Aaret før. Dybt nedbøjet af Sorg forlod Fru Mechlenburg Norge og vendte hjem for paa ny at indtage en Datters Plads i det hyggelige Hjem, hvor Moderen blev hende en stærk og kærlig Støtte i Sorgen. Den Omstændighed, at Fru Mechlenburg's Udvikling er foregaaet dels i Slesvig, dels i København og dels i Norge har gjort hendes Horisont videre end Søstrenes. Hun har været under meget vekslende Paavirkning, haft Lejlighed til at gøre Iagttagelser blandt højst forskellige Mennesker og hun har faaet sit Øje mere aabnet for Naturen, dens Skønhed og Vildhed. Man mærker straks, at hun i det hele har levet mere med og er kommet selve Tidens Liv nærmere, om det end ikke har virket saaledes paa hende, at spiredygtige Frø derfra i særlig Grad har befrugtet hendes litterære Arbejder. Den norske Paavirkning har ikke været den mindst kendelige. Den har endog strakt sig til Sprogtonen i hendes Bøger, hvad jo i og for sig ikke var nødvendigt, da hun kun saa kort var norsk Borgerinde. Det er da ogsaa kun i de første, at dette er Tilfældet. Hun viste sig paavirket af den Bjørnsonske og Thoresenske Novelledigtning, men fandt lidt efter lidt et selvstændigere Felt, paa hvilket hun har aabenbaret et kønt, lille Talent, der vel ikke er videre ejendommeligt, men som alligevel har skabt hende en Læsekreds, der stadig omfatter hende med Sympati. Mærkelig nok fremkom hendes første Forsøg paa Tysk. Den daværende Redaktør af »Der Bazar«, Dr. Julius Rodenberg havde nemlig opfordret hende til at skrive en Biografi af Kong Karl den Femtende og saaledes fremkom i nævnte Tidsskrift: »Ein königlicher Dichter« (1867). Hun begyndte ellers sin litterære Bane med at skrive Noveller til det den Gang meget populære Ugeblad: »Skandinavisk Folkemagazin«. Hertil leverede hun i 1868 ikke mindre end 6 Smaafortællinger, der dog ikke frister til nærmere Omtale, da de kun havde øjeblikkelig Betydning. Hendes Hovedvirksomhed falder først efter 1870.
Oven for (S. 126) er givet de ydre Rids af Pseudonymet »Iver Ring«'s Liv. Hun er altsaa Søster til de 2 sidst nævnte Damer, og hedder:
Den største Del af Halvfjerdserne skrev hun mest til forskellige Ugeblade, navnlig da »Illustreret Tid.« og »Skandinavisk Folkemagasin«. Dog udkom »To Fortællinger« allerede 1872, og 1878 fulgte »Fortællinger«. De første vandt meget Bifald og udkom snart i 2det Oplag. Allerede i disse første Begynderarbejder har Forfatterinden taget sit bestemte Stade, det lidt gammeldags romantisk-idealistiske, der alt den Gang var i Hovedsagen erklæret for overvundet. Hendes Personer er fattige paa dette friskt sprudlende, virkeligt røde og varme Menneskeblod, de er lidet virkelige og skildrede paa Grundlag af et næsten barnligt Sjælestudie. Fra først af var det norske Typer paa norsk Skueplads, hun førte frem, og med fornorsket Sprog. Navnlig »Fortællinger« (1878) er karakteristiske for Fru Mechlenburg. I den første, »Ørnereden«, samler Interessen sig om de to elskende: Helga og Halvdan. Hun vil ikke danse første Dans med ham ved et Gilde, med mindre han vil hente hende en Ørneunge ned fra Fjældets Tind ovre paa en vild og øde Klippeø. For at føje dette Kvindelune udsætter han sig for at knække Halsen, men udfører dristigt sit farefulde Hverv. Efter at have »stelt« med Ungen i nogle Dage, bringer hun den selv med Livsfare tilbage til Reden, reddes fra den bratte Klippe af Halvdan og bliver naturligvis hans. I den næste, »Bygdebarnet«, følger Forf. nænsomt og deltagende et Hittebarn (som opfostres af »Bygden«) gennem trange Timer, mange Krænkelser og Ydmygelser til en lykkelig Havn. I denne lille Bog har vi Forfatterinden helt og fuldt med Fortrin og Mangler. Hun har en lidt for levende Fantasi, skriver et blegt og temmelig upersonligt Sprog og giver Karakterer af ringe psykologisk Dybde. Men hun har Kompositionsevne, forstaar at skildre det menneskelige Hjertes Kampe, der overalt stilner af til Fred og ærefuld Sejr, og hun har et lyst og mildt Syn paa Tilværelsen, en varm og alvorsfuld Følelse, der gennemgaaende paavirker Læserne sympatetisk.
Det er en lang Række af Fortællinger, der til Dato foreligger fra Fru Mechlenburgs Haand. Vi nævner: »Fjældblomster« (1880), »I Tidens Løb« (1881), »Kløverbladet« (1882), »Et Løfte« (1883), »I Høst« (1883), »Gamle Minder« (1885), »Bregner« (1887), »Skibbrud« (1889), »Kamp« (1891), og »Ungdom« (1893). Man studser lidt ved denne Masseproduktion og spørger uvilkaarligt: Er Forfatterindens Talent ogsaa frodigt nok, hendes hele Personlighed dyb og rig nok, til at give alt dette Kraft og Liv? Svaret maa afgjort blive et Nej. Og dog har hun forstaaet at samle sig en Kreds af Læsere, der er blevne trofaste imod hende. Hun anvender kun smaa Midler, virker paa en egen stilfærdig Maade og sætter ingen stærke Kræfter i Bevægelse. Hendes Emner er kun lidet aktuelle, og ikke tager hun Parti i Døgnets Strid. Men der er endnu trindt omkring i Landet en betydelig Kreds af Læsere, som ynder et saadant Forfatterskab. De søger ikke dybe Skatte i hendes Bøger, de ønsker ikke moderne, trøstesløse Skildringer, men venter Fred og Forsoning; og skønt Fru Mechlenburg paa mange Steder giver endog gode Indblik i Menneskehjertets oprivende Kampe, som t. Eks. i Fortællingerne: »I Høst«, saa kan man være vis paa, at det bestandig ender som en solglad Aften efter en bygestreng Dag. Og da hendes Billeder tillige bestandig males paa en religiøs Baggrund, virker hendes forskellige Arbejder som en stemningsfuld hjemlig Melodi, lidt spinkel og uden mange Variationer. Meget muligt, at man har hørt den før, eller en anden, som ligner den; ligefuldt fylder den ens Øre og Sind med velgørende og milde Klange. Men en saadan lille, noget enstonig Folkemelodi vil derimod tabe sit Værd, naar Kritikeren ex professo tager sig for at opløse Akkorderne og undersøge, om de nu ogsaa alle Vegne er efter de strenge kontrapunktiske Love. Fru Mechlenburg hører da ogsaa til de Forfatterinder, hvem Kritikken aldrig har vendt sine skarpe Vaaben imod, vistnok fordi der i hendes noble og bundsande Personlighed er noget eget kvindeligt og fint, der ligesom afvæbner Kritikken.
Selv har hun haft sin Del af et Livs Kampe og Sorger; men derigennem er hendes Sjæl blevet lutret, og hun har lært at se med Mildhed paa andre. »Det er ingen Sag at være god og ædelmodige,« siger hun, »naar Lykken følger i vort Fodspor«. Men hun ved ogsaa, at lykken har sin Fare. »Lykken opelsker Egoismen; man kommer saa let til at mene, Solen kun er til for vor Skyld. Vi forpupper os i Medgang, saa andres Sorg og Smerte først skal bryde Hylsteret for at naa os.«
En Del af Fru Mechlenburgs Bøger er gaaede over i andre Litteraturer, navnlig oversatte paa Svensk.
