Som »Lynildsmanden« Henrik Steffens ;i Hundredaarets Gry for
den romantiske Idealismes Mænd herhjemme blev Banebryderen for de
særlig fra Tyskland kommende Nyidéer i Litteratur, Naturvidenskab
og Filosofi, saaledes blev Litterærhistorikeren Dr. Georg
Brandes Høvdingen for den unge Digterskole i Halvfjerdserne.
Han giver Stødet til det saakaldte »litterære
Gennembrud«, hvis Mænd emanciperer sig fra den blegnende Idealisme
og sværger til det af Brandes som Fører plantede Realismens
Banner. De har den Betydning at have draget os ned fra den romantiske Retnings
Svæven i det blaa og hensat os midt i Virkeligheden og dens travle
Liv. De har skabt et nyt og friskere Sprog, en ejendommelig billedstærk
og farverig Stil, der vel hos en og anden kan falde lidt søgt, men
som dog er tifold bedre alligevel end alle de gamle blegfalmede Romanfraser,
der som Dødninger gik igen overalt i Epigonernes Lejr. Brandes's Ideal
er den Skønhed, som er født af den stærke Lidenskab;
thi han elsker det kraftigt-djærve, det
»karakteristisk-udprægede«; og han kræver af
Digterne, at de skal sætte »Problemer under
Debat«. Vi kan ikke vedblive at leve paa en Litteratur, som svundne
Slægter har frembragt og efterladt; vi maa selv frembringe en Bogavl,
som giver os Tidens levende Tanker og er rundet af dens mest fuldblodige,
mest inderlige Liv. Desaarsag har et Digterværk kun Betydning for Brandes,
naar det »paa levende Maade udtrykker Tidens Følelser og
Tanker«. Det ligger uden for vor Opgave nærmere at drøfte
Realismens Berettigelse og Betydning, at paavise dens Fejlgreb og Fortjenester.
Der har desuden i sin Tid været tvistet nok for og imod den ny Retning.
Det varede ikke længe, før dens Indflydelse var kendelig i alle
Lejre, hvor Mænd førte Ordet. Selv de, som ikke kunde
slutte sig til den, drog gavnlig Lære af den, og det turde nu være
almindelig anerkendt, at begge Kunstretninger er ligeberettigede. Man naar
Maalet ad begge Veje, naar blot Forfatteren har noget at meddele og
fortælle, som paa Grund af det energiske Sjæleliv, der pulserer
deri, kan røre Hjertet, ildne Modet, skabe den rette Stemning! Men
medens altsaa den realistiske Skole har udøvet saa kendelig en Virkning
i Mændenes Lejr, saa spores der blandt de kvindelige Forfattere saa
godt som ingen, eller dog kun ringe Paavirkning af »Gennembrudet«,
der jo særligt var af fransk Fostring. Forfatterinderne har enten ikke
villet gøre nogen som helst Indrømmelse til Tidsaanden
og de ny Ideer, eller de har manglet lydhør Forstaaelse af Tidens
Krav og Udviklingens Strømkæntring. Man kan anerkende den store
Fasthed og Haardnakkethed, hvormed mange af
Forfatterinderne har forfægtet deres ideale
Livsanskuelse. Paa dette Punkt kunde man ikke ønske, at de skulde
være særlig begejstrede Disciple af den moderne franske Skole.
En stor Del af de kvindelige Arbejder i Litteraturen er jo særlig blevet
Læsning for unge Piger og for Ungdommen i det hele. Det vil desaarsag
være af megen Betydning, at denne Lekture er bygget paa et etisk Grundlag,
og det konservative Element vil lige saa lidt her, som ved Opdragelse i det
hele, kunne undværes. Derimod vilde det utvivlsomt have været
til Gavn for Kvindelitteraturen, om Forfatterinderne havde taget den Lære
af Realismen, at der til sand Skildring af Karakterer hører grundige
psykologiske Studier, at hvad der ofte i Livet maa staa som det tilfældige
uden nærmere Sammenhæng med Personer, maa i Kunsten motiveres,
at der til en Skildring af Begivenheder, Naturforhold o. s. v., frem for
alt maa fordres Selvsyn, gøres Iagttagelser; og endelig maa man beklage,
at der ikke synes at være nogen stor Stræben efter friskere og
mere kunstægte Sprog. Navnlig er der en paafaldende Mangel paa originale
Udtryk for Naturiagttagelser. Her er alt for meget af gamle falmede
Godtkøbsblomster, hvad vistnok har sin væsentligste Grund i
den nævnte Mangel paa Selvsyn. Hos mange er der jo næppe en Fugl,
der pipper, eller en Gren, der løves.
Da der efter 1870 er kommen et saa stort Antal af Forfatterinder til, uden dog at ret mange af disse har naa't at vinde sikkert Fodfæste, og da adskillige har været lidet heldige i deres alt for professionelt gjorte Arbejder, er Dommen over den kvindelige Litteratur stundom blevet uretfærdig, idet man har villet skære alle over èn Kam og ladet de virkelig talentfulde lide for de andres Synder. Alle disse skrivende Damer med deres uangribelige Livsanskuelse, mente man, var muligvis »gute Leute -- aber schlechte Musikanten«! Meget af, hvad der skriver sig fra Kvindehaand, anmeldes derfor endnu ret jævnlig med et Par overlegne Ord, en let Spot, et Par satirisk affejende Bemærkninger, men kun sjældent gaas der ind paa nogen reel Vurdering af paagældende Værk. Endelig har man ogsaa i de senere Aar været noget for tilbøjelig til at lægge Hovedvægten paa det rent formelle, det tekniske, i Stedet for paa Livstankerne og Livssynet.
Ved Studiet af Kvindelitteraturen i sin Helhed frembyder sig allerførst
den Mærkelighed, at der vanskeligt lader sig paavise nogen successiv
Udvikling og der efter følgende Kulmination. Det er allerede
paavist, at en saadan savnes hos Fru Gyllembourg og Fru Hegermann-Lindencrone.
Men det vil findes naturligt, naar man betænker, at disse Damer først
fremtraadte i Litteraturen, da de alt havde passeret deres Livs
Middagshøjde. Man kunde altsaa ikke vente nogen større
Aandsmodenhed. Anderledes med de mange, som har debuteret i en meget ung
Alder. Der synes i denne Henseende virkelig at gælde en anden Lov for
disse end for de mandlige Forfattere. Flertallet af Kvinderne, som er optraadte
i Litteraturen, har gerne begyndt med et eller et Par særligt lovende
Arbejder, som har vakt en vis Opmærksomhed, men det efterfølgende
har sjældent staaet paa Højde dermed. Dette gælder t.
Eks. om Mathilde Fibiger, Elisabeth Martens, Cornelia
Levetzow, Johanne Schjørring, F. C. van der Burgh, Aage Wang o. fl.
De er alle naa't videst i deres første Bøger, og det svækker
noget Interessen for de senere Frembringelser. Grunden kan jo muligt hos
enkelte søges i en mindre alvorlig Arbejdsmetode, hos andre i de uheldige
Forhold, under hvilke mange Forfatterinder virker; og den kan maaske endelig
hos nogle ligge i den Omstændighed, at de under Udarbejdelsen af deres
første Forsøg satte al Energi og al individuel Ejendommelighed
ind; Følelseslivet og Tankelivet ligesom udtømte sin Rigdom
og sin friske Oprindelighed med det samme, saa meget af det efterfølgende
kun blev ligesom en Genklang af, hvad man havde hørt en Gang før.
