Den Kamp, der førtes om den nye Lære, og som endte
med dennes fuldstændige Gjennemførelse paa Rigsdagen i
Kjøbenhavn 1536, maatte efter Sagens Natur væsentlig faa
en folkelig Karakter, og den lagde i den Grad Beslag paa
alle aandelige Kræfter, at Videnskaben saa at sige fuldstændig
maatte hvile, imedens den stod paa. Noget af det første,
Kristian den tredje tænkte paa, efter at der igjen var begyndt
at indtræde roligere og mere ordnede Tilstande, var imidlertid
Universitetets Gjenoprettelse, hvortil der ogsaa i høj Grad
trængtes. Synderlig Betydning havde det ikke haft i den
katholske Tid, om der end kan nævnes enkelte Mænd ved
det, der have vundet et godt Lov for Lærdom og Dygtighed
og af hvilke enkelte ogsaa have efterladt sig Skrifter, som
Højskolens første Vicekansler og i en vis Forstand dens
Stifter, Juristen Peder Albretsen og Theologen Peder
Skotte, som var Lærer ved Universitetet i 42 Aar. De
Forsøg, der navnlig af Kristjern den anden gjordes paa at
blæse nyt Liv i det, førte ikke til noget, og under de
borgerlige Uroligheder i Anledning af Reformationsstridighederne
var dets Virksomhed fuldstændig standset. Kristian den
tredje tog, understøttet af Bugenhagen fra Wittenberg, der
·
som bekjendt ogsaa havde Hovedfortjenesten af de kirkelige
Forholds og Skolevæsenets Ordning, saa ivrig fat paa
Højskolens Reorganisation, at Forelæsningerne allerede kunde
begynde igjen 1537. Det er ikke her Stedet til at give en
Skildring af Universitetets Historie, hvor stor Betydning
denne Institution end selvfølgelig fik for Literaturen og hele
det aandelige Livs Udvikling, det skal kun kortelig omtales
her, fordi det i Reformationstiden i højere Grad end til nogen
anden Tid var Midtpunktet for det videnskabelige Liv, der
saa godt som udelukkende bares af dets Lærere. Kongen
havde megen Sans og Interesse for Videnskaberne, og dette
kom ogsaa til Syne ved den Maade, hvorpaa den gjenfødte
Højskole traadte i Virksomhed. Der skulde være 14
Professorer, 3 i Theologien, en i Retsvidenskaben, 2 i
Lægevidenskaben og 8 i det filosofiske Fakultet. Videnskaberne var
imidlertid endnu i deres første Begyndelse, og det var ikke
nogen let Sag at skaffe dygtige Folk til at docere dem,
da de gejstlige Embeder efter Kirkevæsenets Omordning
lagde Beslag paa de fleste brugbare Kræfter. Vi
træffe derfor ogsaa en forholdsvis stor Mængde Udlændinge
blandt Professorerne i dette Tidsrum, og dette bidrog vel
ogsaa sit til at paatrykke Universitetet det Præg af
Uselvstændighed i religiøs og almindelig videnskabelig Henseende, der
allerede til Dels var en Følge af den Maade, hvorpaa dets
Reform under Bugenhagens Ledelse foretoges efter fremmed
Mønster, og af hele Forholdet til Højskolen i Wittenberg,
der længe vedblev at afgive den eneste gyldige Norm. Størst
Betydning havde naturligvis Theologien, om end ogsaa den
først ret kom til Kræfter i det følgende Tidsrum. Vi træffe
her bl. a. Hans Tavsen, der holdt Forelæsninger over
Hebraisk; Johan Bugenhagen, som, næsten lige til han
forlod Landet (1539) foruden de mange andre vigtige
Gjerninger, han havde at røgte, ogsaa fik Tid til at tage flittig
Del i Lærergjerningen; hans Efterfølger, den veltalende Oluf
·
Gyldenmund (Olaus Chrysostomus); Peder Plade, der
virkede som theologisk Professor, indtil han 1545 nedlagde
dette Embede; Jens Sinning, hvem Melanchton mindedes
som den flittigste og bedst begavede af de mange unge
Danske, han havde kjendt, og som i de faa Aar, han virkede
som Lærer i Dialektik og Hebraisk (1538-1547) vandt sig et
ualmindelig godt Lov; af Skrifter har han kun efterladt sig
en akademisk Tale om de filosofiske Fags Betydning og
Forhold til Theologien, der er af megen Interesse ved det
Indblik, den giver i Datidens almindelige Betragtning af
Videnskaben; Skotten John Mac Alpin (Johannes Machabæus),
der efter Bugenhagens Anbefaling blev indkaldt hertil 1542,
tog ivrig Del i de kirkelige og theologiske Forhandlinger og
virkede som Professor til sin Død 1557; han udgav ligesom
de fleste af de tidligere nævnte adskillige latinske theologiske
Skrifter. Heller ikke de andre Videnskaber bleve forsømte.
Navnlig havde saaledes Naturvidenskaberne og Lægekunsten
flere for sin Tid ansete Dyrkere som Kristjern Terkelsen
Morsing, den eneste, der gik over fra det gamle
Universitet til det nye, hvis første Rektor han blev; han havde et
stort Ry for Lærdom ikke blot i Lægekunsten, der var hans
egentlige Fag, som han docerede ved Universitetet, men
betegnes ogsaa i et Skrift fra Slutningen af det i 6de
Aarhundrede som "næsten et Vidunder i Sprogene, i de fri Kunster,
i Filosofien og overhovedet i alt, hvad en lærd Mand bør
vide", og han nævnes som sin Tids største Mathematiker her
til Lands; hans Skrifter vare mest af lægevidenskabeligt og
mathematisk Indhold. Endvidere Hollænderne Peter Capeteyn,
der 1546 blev kaldet til den medicinske Lærestol, og
Jakob Bording, der 1557 kaldtes hertil som Kristian den
tredjes Livlæge og ligeledes blev Professor i Medicinen.
Begge have efterladt sig lærde Skrifter.
