Det varede ikke længe, før Bogtrykkerkunsten skulde faa en vigtig Gjerning at gjøre som et kraftigt Middel til at udbrede og befæste Reformationen, der vel for en stor Del maa siges at skylde den sin Sejr. Den stedse stigende Misfornøjelse med det bestaaende, navnlig paa Kirkens Omraade, der var en naturlig Følge af Gejstlighedens Forfald og af det helt nye Livssyn, Kjendskabet til den klassiske Literatur havde fremkaldt, slog efter forskjellige mislykkede reformatoriske Forsøg omsider igjennem med Martin Luther, og den Bevægelse, han vakte, forplantede sig hurtig til os. Tiden var moden her hjemme til at tage imod den. De kirkelige Tilstande vare sunkne saa dybt som noget Steds, Prælaterne med det hele Kleresi af Kanniker og Præster tænkte med Hensyn til deres Embeder kun paa de Indtægter og Fordele, de kunde yde dem, og lod for det meste Kirketjenesten skjøtte sig selv. Men selv hvor dette ikke var Tilfældet, slog den gamle Tingenes Tilstand ikke længere til; Folket var voxet fra at lade sig nøje med de latinske Messer og Bønner, hvoraf de ikke forstod et Ord, Kravet paa at høre Guds Ord paa Modersmaalet blev stærkere og stærkere og har efterladt sig Vidnesbyrd i de Forsøg, der i Slutningen af Middelalderen gjordes paa at gjøre den hellige Skrift tilgængelig for alle ved at oversætte Stykker af den paa Dansk, samt i de andre, ganske vist ikke mange, gudelige Skrifter, der forfattedes · paa Modersmaalet. Følgen af dette Bekjendtskab med Guds Ord maatte nødvendigvis blive, at Grunden udhuledes under den katholske Kirke, idet den uklare Følelse af, at det i mange Maader stod galt til med den, som længe havde gjæret og bredt sig i videre og videre Kredse, veg Pladsen for en stedse klarere Erkjendelse af, at den Kristendom, hvorfor Kirken var et Udtryk, ikke var den, Evangelierne forkyndte. Der behøvedes derfor kun et Stød, for at faa den vaklende Kirkebygning til at falde, og kort efter, at Luther havde rejst Kampen i Tyskland, var den i fuld Gang ogsaa hos os.
De danske Konger var strax fra første Færd af paa det
rene med, hvilket Parti de skulde tage. Kristjern den anden
maatte føle sig højlig tiltalt af den hele Bevægelse; det var
jo en af hans ivrigste Bestræbelser at drage det folkelige
Element frem, og der skulde ikke megen Skarpsindighed til
for at opdage, at det religiøse og det folkelige her vare
forbundne paa den inderligste Maade. Noget afgjørende Skridt,
som et Brud med Pavekirken, har Kristjen den anden dog
imidlertid næppe tænkt sig som Konsekvensen af, hvad han
foretog sig i denne Henseende; saa vidt var det heller ikke
endnu kommet med Luther selv, da Kongen søgte at skaffe
den Bevægelse, han havde rejst, Indgang hos os. Han havde
nærmest til Hensigt at reformere Tilstanden i det hele ved
at bringe friske Kræfter ind ved Universitetet, som han søgte
at styrke paa enhver Maade, bl. a. ved ligesom Kong Hans
at nedlægge Forbud imod at rejse til Udlandet for at studere.
Han søgte at tilvejebringe en bedre Ordning i Kirken,
navnlig ved gjennem Lovgivningen at tvinge de gejstlige til at
gjøre deres Pligt og ved at kræve større Vægt lagt paa
Prædiken paa Dansk og skyde den latinske Messe til Side. Han
beskikkede Povl Eliesen til Lærer i Theologi ved Universitetet,
for at han med sit friere Syn skulde fremhjælpe de alvorlige
Studier ved den hensygnende Højskole, han indkaldte Mænd
fra Wittenberg, der stode Luther nær, for at de skulde virke
·
for den nye Lære, ja, han søgte endogsaa at faa Luther selv
til at komme. Hans Forsøg løb imidlertid ikke synderlig
heldig af. Der kom to wittenbergske Theologer, Mathias Gabler,
som var særlig dygtig i det græske Sprog, der jo stod paa
Dagsordenen, og Martin Reinhardt, der hørte til Luthers
mest yderlig gaaende Tilhængere. Gablers Virksomhed, der
varede et Par Aar, gik temmelig sporløst hen, hvorimod
Reinhardt, der i Stedet for at virke ved Højskolen optraadte
som ivrig Prædikant imod den bestaaende Kirkeorden, vakte
et ikke ringe Røre, men dog nærmest blev til Spot, dels paa
Grund af hans Voldsomhed og dels fordi han som Tysker
ikke kunde gjøre sig forstaaelig for den store Mængde uden
ved Hjælp af en Tolk. Efter et halvt Aars Forløb maatte han
vende hjem, og det gik ikke hans Afløser, Karlstadt, bedre; han
blev her endog kun nogle faa Maaneder. I Sammenhæng med
disse Kongens Forsøg paa at berede Reformationen Indgang
staar ogsaa hans Bestræbelser for at fremme Undervisningen
baade for Almuens og de latinske Skolers Vedkommende,
men hans Foranstaltninger til Indførelse af en ny og bedre
Tingenes Tilstand paa dette Omraade strandede, lige saa vel
som hans Forsøg paa umiddelbart at reformere Kirken, paa den
sejge Modstand, de herskende Klasser stillede op imod ham.
Hans Anordninger i denne Retning stred eller mentes at stride
alt for direkte imod deres Interesser, og de bleve sammen
med hans øvrige Love brændte af Adelen paa Viborg
Landsthing som "skadelige og stridende mod gode Sæder", hvilket
imidlertid ikke udelukkede, at de følgende Konger
efterhaanden maatte optage en stor Del af dem igjen som
hensigtsmæssige og tidssvarende.
