Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Møller, Poul Martin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 Det nittende Aarhundrede.
til at gjennemføre sit Forsæt søgte han Ansættelse som Præst
paa en Kinafarer, som det asiatiske Kompagni udsendte i
Efteraaret 1819. Et Billede af ham, som Hauch har ud-
kastet, saaledes som det var bevaret hos ham fra deres Ung-
doms Samliv, viser os Poul Møllers aandelige Personlighed,
som den var ved denne Tid, og skal anføres her, da det
giver en tydeligere Forestilling om hans ejendommelige
poetiske Natur end mange lange Kommentarer til hans
Digte:
,,Da jeg lærte Poul Møller at kjende", fortæller Hauch,
,,havde han alt været fire Aar Student og var altsaa over de
allerførste Ynglingsaar; ikke des mindre var hans Blik paa
Livet endnu uendelig friskt; upaatvivlelig var der en Naivitet
hos ham, der mindede om en ældre Tid, og afKæmpevisernes
Aand var der falden en Gnist i hans Sjæl. Ingen kunde vel
mindre end han kommandere Musernes Gunst; men Begejst-
ringen kom over ham, naar man mindst anede det, alt afhang
af øjeblikkets Stemning og det umiddelbare Indtryk. Han
var gjennemtrængt af de poetiske Kræfter, og hvad der gav
ham hans Ejendommelighed, var, at Liv og Poesi ikke hQs
ham vare adskilte, men dannede et hélt. Dette gjorde ham
for Resten til et besynderligt Fænomen for mange, thi han
kunde ikke lade Poesien hvile, til han kom til sin Skrive-
pult, men han tog den ofte med sig i Forsamlinger, hvor
den forskrækkede som et Spøgelse, ja et eneste udtalt Ord
kunde den Gang tit sætte ham i en poetisk Bersærkergang,
hvori han improviserede Ting, som man maaske vilde have
fundet smukke ved at læse, men som man forskrækkedes
ved at høre. Mod dette Indbrud af Poesien midt i deres
indskrænkede Liv, hvori den udbredte Frygt for aandelig
Tilintetgjørelse, havde naturligvis Prosaisterne stor Lyst til
at reagere paa deres Vis, hvilket hans let bevægelige Natur
ikke kunde taale. Den poetiske Overgivenhed, hvormed han
ironiserede over sig selv og andre, bragte ham undertiden i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
