Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hedenskabets: „Hvordan vi end betragte den kristelige Aabenbaring,
saa kan man dog ikke andet end efter dens egen Aand anse
den for det evigt guddommelige, der blev til Syne i Tiden
paa en sanselig Maade; det var Gud, der blev Mand, Aanden,
der blev Kjød og boede iblandt os. Det gudommelige maa
vi betragte som uforanderligt, men det sanselige, det
menneskelige er for Tiden og maa forandres med den. I Stedet for
nu altid at holde sig til Kristusbilledet, saaledes som den
historiske Bibelefterretning giver os det, søger Digteren at
forene Kristi Aand med flere Billeder. Dette er hans Væsen,
og uden dette er der ingen Digtekunst. — Den evige
Kjærlighed har aabenbaret sig baade før og efter Kristus; han
selv staar som det skjønneste, helligste Exempel paa
Foreningen af det guddommelige og menneskelige. Men hans
Stilling er saa høj, at den beskedne Digter, der mistvivler
om at kunne fremstille ham saa herlig, som han fortjener,
heller i Ydmyghed vender sig til noget menneskeligt, som er
ham ligt, og som har et Skjær af hans himmelske Dyder.
Lyset bryder sig i Farver; med disse kunne vi male, ikke
med Lyset selv. Jeg har intet imod, at man kalder dette en
Leg med det aandelige; det er et Spil, som Correggio siger; men
dette Spil indeslutter i sig den højeste Alvor. Den Runding
og Skjønhed i Kunsten, som De lader til at betragte som
noget meget underordnet, higer den sande Kunstner ogsaa
efter, thi Skjønhed er ikke andet end det godes fuldkomne
Form, og Runding er Modenhed og Kunstnerens Herredømme
over Værket.“
Lige saa lidt, som der var nogen Mulighed for en
Forstaaelse imellem Oehlenschläger og Grundtvig paa dette
Omraade, hvor denne unægtelig med en høj Grad af Ensidighed
underkjendte Poesiens Væsen og Ret og gik i Rette med
Digteren, fordi han søgte og fandt det centrale andet Steds end
han selv, lige saa lidt var der nogen Mulighed for, at de
kunde enes med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
