Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(begejstrede), følger af sig selv. Mest smerter det mig, fordi en
saadan Omskiftning maa have sin Grund i Digterens inderste
Væsen, maa følge deraf, at han forsager den alvorlige
Eftertanke over sit eget aandelige Forhold til Gud som hans
Tjener paa Jorden, at han lægger mere Vægt paa at glimre,
vinde Ære og Bifald end at opløfte sine Brødre til Guds
Tilbedelse i Aand og Sandhed“. I Grundtvigs i 1812 udgivne
„Kort Begreb af Verdens Krønike“ gives der end videre en
udførlig Karakteristik af Oehlenschläger, i hvilken det om
hans „Poetiske Skrifter“ hedder, at „hartad alt er udrundet
af en høj, meget af en hellig Begejstring, og har sikkerlig
virket mere for Kristendommen end alle Tidsalderens
apologetiske Skrifter tilsammen, thi de herlige Digte maatte
vække, hvad de aandede: en kristelig Stemning“. Vi have
af denne Karakteristik allerede anført Udtalelsen om „Ormen,
som nagede den herlige Rose“, hvilket fremfor alt skulde
være synligt i den allegoriske Fremstilling af Kristi Liv.
„Digteren var Kristen, men Tænkeren var det kun halvt“,
hedder det fremdeles her. „De optraadte imod hinanden i
en Række af Dramaer, og Digteren vandt ikke Sejr. I
„Hakon Jarl“ kæmpe de, men i „Palnatoke“ staar Tænkeren
sejrende som en oplyst Mand fra det attende Aarhundrede.
Inderlig, men jordisk sværmende Kjærlighed besang han
rørende i „Axel og Valborg“, men selv i Kristkirken saa’
han ikke Kristus og misbrugte det højtidelige Sted til
verdslige Øjemed. I „Correggio“ skildrede han tro Malerkunstens
sørgelige Idræt at fremtrylle en Skygge af de forsvundne
himmelske Skikkelser“. Paa lignende Maade omtales
Digterens senere Værker, og saa hedder det videre: „Vilde den
store Digter dog ihukomme sin første Kjærlighed, og hvorfra
han er falden, vende om og gjøre sine forrige Gjerninger!
Vil han ikke det, da kommer den, som tændte i ham det
herlige Lys, hastelig over ham, bortflytter Lyset og lader
ham sidde sorgfuld i Mørke“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
