Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob - Grundtvig, Nikolaj Frederik Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der begyndte at rejse sig en Opposition imod ham, som, om
den end kun repræsenteredes af et Par enkelte Mænd og
modtoges med stor Indignation af Nationen i dens Helhed
og særlig af den store Skare blinde Tilhængere og Beundrere,
der havde sluttet Kreds om den fejrede Digterkonge, dog
blev af stor Betydning for vor aandelige Udvikling.
N. F. S. Grundtvig som vi selvfølgelig senere skulle
komme til udførlig at omtale, men hvis Stilling i vort Aandslivs
Historie er tilstrækkelig bekjendt, til at vi kunne omhandle hans
Forhold til Oehlenschläger uden paa dette Sted at indlade
os paa en almindelig Karakteristik af ham, vendte sig
ligesom Oehlenschläger tidlig til Nordens Oldtid, men maatte
derhos arbejde sig igjennem en stærk Gjæring, der fra
Rationalist gjorde ham til en stærkt udpræget religiøs
Personlighed. Han debuterede som Forfatter i 1806 med en
Afhandling „Lidt om Sangene i Edda“, der i 1808 efterfulgtes af
hans lille aandfulde „Nordens Mythologi“, der indeholder
flere ypperlige Digte, samt 1809—11 af de dramatiske
Scener „Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord“ og
„Optrin af Asers og Norners Kamp“. Disse Arbejder, der vidnede
om en overordentlig poetisk Kraft, viste tillige, at deres
Forfatter var trængt langt dybere ind i den oldnordiske Verden
end Oehlenschläger. Dette erkjendtes af adskillige, ogsaa af
Oehlenschläger selv, som, uagtet han — men med Urette
mente, at han selv, „hvad den objektive Fremstilling angik,
var mere oldnordisk end Grundtvig, hos hvem den subjektive
Stræben altid fremherskende ytrede sig, og at dennes Helte
dog kun blev lyrisk begejstrede Talsmænd for den raa Kraft“,
dog indrømmede, at han ved Læsningen af hans
Kæmpeoptrin, „skjønt det kun er Samtaler, som han selv kalder
dem, uden dramatisk Handling og Kunst, forbavsedes over
den Ild og Kraft i Sproget, den Fortrolighed med de gamle
Sager, der havde beriget ham med Ord og Udtryk, og med
mange karakteristiske Træk i Skildringerne, der gjorde denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
