Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob - Steffens, Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Steffens og Oehlenschlåger. 103
,,havde faaet en anden Smag". Han havde ligeledes sluttet
Akkord med en Boghandler om Udgivelsen af et Bind Digte.
Steffens forkastede med Undtagelse af nogle Smaastykker
ogsaa hele denne Samling; Boghandleren kjendte ikke Sam-
lingens Indhold,- og Oehlenschlåger satte sig altsaa hen og
skrev i største Hurtighed en n y 5 a m 1 i n g, som han leverede
ham i rette Tid i Stedet for den forkastede uden at sige ham
et Ord derom. Dét var de berømte ,,Digte af Adam Øhlen-
slæger, 1803", der udkom ved Juletid 1802, og i hvis korte
Forord han for saa vidt bryder med sin poetiske Fortid, som
han udtrykkelig gjør opmærksom paa, at kun enkelte Stykker
tidligere have været trykte, ,,for at man ikke skal tro, denne
Bog er en Samling af mine adspredte Smaaubetydeligheder,
hvilke ingen kan sætte ringere Pris paa end jeg."
I denne lille Bog staar Oehlenschlager allerede som
Nordens største Digter, som den, der var Mand for afgjørende
at bringe Poesien ind paa helt nye Baner. Det Livssyn, der
aabenbarer sig i den, er i den stærkest mulige Modsætning
til Oplysningtidens. ,,Det havde altid krænket mig dybt i mit
Hjærte", siger han i sine Erindringer, ,,naar jeg hørte Poesien
nedværdiges, selv af Folk med Forstand og Dannelse, til en
smuk Biti n g, hvormed et Talent kunde beskjæftige sig i sine
Fritimer, naar man først havde ofret de bedste Kræfter til
det nyttige. Poesien var unyttig; det nyttige var det bedste;
altsaa tilkom Kunsten efter sin Natur en underordnet Rang.
Fantasien, ja næsten Geniet regnede man til de lavere Sjæle-
kræfter! Undertiden lod jeg mig blinde af disse Sofismer, og
da kunde jeg i Ensomhed næsten græde over, at Naturen
havde bestemt mig til noget saa aldeles underordnet. Tit
tænkte jeg: det er dog sælsomt! Til at udøve en Kunst, som
kun er et Legetøj i Livet, udfordres sjældne Naturgaver; til
at blive en nyttig Borger i Staten hører der blot Flid og
sund Menneskeforstand. Og dog er denne ædlere og ærvær-
digere. Forunderligt! Aldeles mod Tingenes sædvanlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
