Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Digtere - Fasting, Claus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
69
siges at være, dog er et af de tidligste Fingerpeg i Retning
af den Kilde, hvorfra Foryngelsen skulde komme. Hans
naturbeskrivende Digte „Sunnivas Kloster” og „Hornelen”
bære ligesom Romancen Præg af Paavirkning fra fremmede,
især franske Smagsmønstre, hvilket navnlig viser sig i den
umiskjendelige Stræben efter Korrekthed og Elegance i
Formen, men udmærke sig for øvrigt ved et varmt og be-
aandet lyrisk Foredrag. Det sidst nævnte Digt anses med
Føje for det bedste, Perioden frembragte af denne Art. Efter
med disse og et Par mindre Arbejder at have betraadt
Digterbanen med Held og Udsigt til betydelig Fremgang,
afbrød han pludselig sin poetiske Produktion og kastede sig
helt og holdent ind i det praktiske Liv. Broderen Claus
Frim an udfoldede derimod en meget frodig Produktion. I
sine større Digte („Hornelen”, „Frederiksborg” o. a.), er han
stiv og tør, derimod træder han i mange af sine Smaadigte
heldig i Petter Dass’ Fodspor som Almuens Sanger og Skildrer
af Folkelivets Stemningen. Hans Frembringelser af denne
Art („Almuens Sanger”, „Den syngende Sømand” o. fl.) ere
gjennemtrængte af et friskt og djærvt Lune, der gjorde dem
til virkelige Folkesange*). Claus Fasting (1746-91) og
Johan Vibe (1748-82) forsøgte sig begge som Dramatikere,
men uden synderligt Held; det var som Epigramdigter, den
første og ved pine Viser den sidst nævnte vandt et Navn.
„Paa Rejsen var han saa frisk og snar,
ham fulgte tredive Svende;
der han kom til sin Moders Gaard,
da red den Herre alene”,
smukkere end Romancens oeundrede:
„Mer ilende fo’r Pilen ej
i Luften hen fra Buens stramme Sene,
end Axel paa sin længselsfulde Vei
flyr hastende forbi dens ønskte Milestene;
sin raske Fod den stolte Ganger hæver,
den grønne Hede flyr og ved hans Fodslag bæver.”
*) Claus Frimans Digte i Udvalg ved Welhaven, 1851.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
