Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2o8 Den lærde Tid.
og der blev stadig flere og flere, men Poesien stod det rigtig
nok bedrøvelig til med. Den samme Aand- og Smagløshed.
det samme golde Pedanteri, som gjennemgaaende er beteg-
nende for hele Perioden, træffe vi ogsaa her, og kun en
enkelt Kvist paa Literaturens Træ, - den aandelige Digtning,
særlig Salmedigtningen, skød i det I 7de Aarhundrede enkelte
friske Skud, som næsten tage sig vidunderlig ud, naar de ses
i Modsætning til, hvad der var det almindelige. Det maa
imidlertid ikke forstaas, som om den aandelige Digtning som
Helhed betragtet stod over Resten; se vi bort fra de enkelte
betydelige Undtagelser, vi træffe paa dette Omraade, stod
Frembringelserne inden for det fuldstændig i Niveau med,
hvad der ellers fremkom. For øvrigt er det en Selvfølge, at
den Overvægt, Theologien havde i Literaturen i Almindelighed,
bevirkede, at den gudelige Digtning, hvilken vi, som sagt,
maa søge hen til for overhovedet at finde noget, der har Værd,
ogsaa i kyantitativ Henseende kom til at spille en meget stor
Rolle. Saa godt som alle, der gav sig af med at digte, førtes
ogsaa ind paa den, og de aller fleste dyrkede den udeluk-
kende; næsten hver anden Præst følte sig kaldet til at optræde
som Salmedigter. Ved Siden af den gudelige Digtning er
især Lejlighedsdigtene fremtrædende; alt, hvad der skete,
smaat som stort, blev befundet værdigt til at besynges, og
Besyngelsen var derefter; hvad enten det var de pathetiske
eller de humoristiske Strænge, Poeten anslog, bestandig møde
vi den samme Fadhed i Indholdet i Forbindelse med en
kunstlet, i højeste Grad ubehjælpsom Form. Om et virkelig
poetisk Udslag af, hvad der rørte sig i Tiden, en Digtning,
der udsprang af umiddelbar Begejstring og Følelse, og som
gav Glæden og Sorgen et umiddelbart poetisk Udtryk, var
der aldeles ikke Tale uden for de enkelte Undtagelser paa
den aandelige Digtnings Omraade. Den levende Forbindelse
med den gamle Digtning, der havde sin Rod i Folkets eget
Liv, var i det hele afbrudt. Den fra Renaissancen udgaaede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
