Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den oldnordiske Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar vi tale om den oldnordiske Literatur som et af de
betydningsfuldeste Udgangspunkter for vort Fædrelands
Aandsliv, saaledes som det har givet sig Udtryk i Sprogets Form,
et Udgangspunkt, som vel aldrig ganske er bleven tabt af
Syne, ad hvilke underlige Veje vor Literatur end har
bevæget sig, men som dog først i dette Aarhundrede kom fuldt
og klart frem og blev væsentlig bestemmende for den Bane,
den maatte gjennemløbe for at naa frem til national
Selvstændighed, tænke vi selvfølgelig ikke paa den rige
Produktion, der foregik i Norge og paa Island i de første
Aarhundreder efter Kristendommens Indførelse, hvilende paa særlig
norske og islandske Forhold, men paa den, der ligger forud
for denne og maa betegnes som de nordiske Folks Fælleseje,
hvilken det blev Islændingernes Lod at bevare de forholdsvis faa
Rester af, vi have tilbage. Den Fortsættelse, som denne over
hele Norden udbredte Produktion, der efter hele sin
Karakter i Ordets egentlige Betydning maa siges at være en
Folkepoesi, fandt navnlig paa Island i den Sagaskrivning og
Skjaldedigtning, der i vor Middelalders første Halvdel
trivedes saa frisk og frodig der, har det danske Folk ingen Lod
og Del i; den har kun direkte Betydning for os, for saa vidt
som den Aand, hvoraf denne Produktion udsprang, maa siges
at være den fælles nordiske Folkeaand, som der fik Lejlighed
til at røre sig frit efter sin Ejendommelighed, medens den
hos os lagdes i Lænker og faldt i Dvale. Naar vi gjøre
Krav paa Medejendomsretten til de Skatte, Islændingerne
have bevaret til vore Dage, da gjælder dette Krav
udelukkende de Aandsfostre, hvis Oprindelse ligger langt forud for
den Tid, da de fæstnedes paa Pergamentet, og i Forhold til
hvilke Islændingerne kun kunne siges at have været de
lykkelige Bevarere, af hvad der ellers i endnu langt højere Grad,
end Tilfældet blev, vilde være gaaet tabt. I det enkelte at
paapege, hvad der af den levnede "fællesnordiske" Arv maa
antages at have været dansk Særeje, lader sig næppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
