Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Navne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frem ad denne Civilisationens Vej. Det hele Fremskridt fra
Fortiden bestod i, at man var kommet til at indse det upassende i at
anvende slige Tilnavne paa Konger. Der havde nemlig været en
Tid – ikke blot i Nordens, men i alle evropæiske Landes
Historie –, hvor heller ikke Kongerne var gaaet Ram forbi, Navne
som Harald Blaatand. Oluf Hunger, Erik Plovpenning, Erik
Glipping, eller de norske: Erik Blodøkse, Magnus Barfod, Erik
Præstehader osv., vidnede ligesom de tilsvarende udenlandske:
Karl den Enfoldige, Ludvig den Dovne, Frederik Rødskæg, Johan
uden Land osv. om, at man ikke var bange for at give slige
Tilnavne en endog meget skarp Brodd.
Den sidste danske Konge, der bar Tilnavn, var Valdemar
Atterdag. Eftertiden har rettet lidt derpaa og udlagt det om hans
Kongegerning. Samtiden sigtede ved sit Tilnavn vistnok kun til
et staaende, tysk Forundringsudbrud hos ham[1]. Men i hvert
Fald betegner Valdemar Atterdag Grænsen for den Skik i
Danmark at give Kongerne Tilnavn. Hans Efterfølgere forenede de
tre nordiske Kroner paa deres Hoved, hvorved det straks blev
vanskeligere at blive enige i alle tre Lande om en fælles
Betegnelse, ligesom Kongerne fjærnedes noget fra den stadige Omgang
med en og samme Flok, der afføder et Tilnavn. Da Forbindelsen
mellem de tre nordiske Riger i det 16de Aarhundrede brast,
synes Udviklingen saa vidt fremskreden i Norden, at det for den
almindelige Bevidsthed stod som noget upassende at give Konger
Tilnavn. Den svenske Betegnelse for Christian den Anden:
"Christian Tyran", var ikke et Tilnavn i gammeldags Forstand,
men et bevidst Haansord om en Fjende. I Tyskland derimod
med dets mange, jævnbyrdige Fyrster holdt Skikken sig endnu
i længere Tid; dog var det i Reglen kun rosende Tilnavne, der
trængte igennem.
Men hos den nordiske Befolkning indbyrdes var den gamle
Skik i det 16de Aarhundrede endnu fremdeles i fuldt Flor,
nødvendigere og derfor ogsaa i frodigere Vækst, jo dybere
Samfundslag man steg ned til. Lige fra den bekendte Admiral " Danmarks
Riges Vovehals" og ned til den usleste Stodder i en Afkrog af
Landet var der næppe mange, der ganske undgik denne
fornødne Tilføjelse til, hvad Navn han i Daaben havde faaet. Hvor
lidet Forholdene hos Nordens Landalmue har forandret sig siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
