Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Fødsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Næppe forkyndte et lille Kvæk eller spæd Klynken, at den
længselsfuldt ventede var ankommen, førend alt skiftede
Præg. Øjeblikkelig lukkedes alle Døre og Vinduer, for at
ikke nogen ond Aand skulde slippe ind og fordærve Barnet.
Den tidligere aandeløse Ro afløstes nu af Uro, en feberagtig Iver
greb alle.
Den Flok, der saaledes med et kom i travl Virksomhed, var
ikke en af de mindst betegnende for Tiden. Kun under fattigere
Forhold spilledejordemoderen her en fremtrædende Rolle. Hun
savnede helt den Overvægt, som en nogenlunde anset Stilling
eller offentlig aflagt Prøve paa Kundskaber kunde give. I Reglen
opfyldte hun vistnok knap de to Krav, som Biskop Peder
Palladius opstillede: "En Jordemoder bør ikke være en gammel
Skarns papistisk Munkekvinde, thi hvor en saadan er, der er
gerne Djævelen inden Døre med hende, og der vil ikke gaa vel
til". "Og endog Øl er hende uforbudent, bør hun dog at være
ædru, saa vel om Midnatstide som om Middags Tide, thi hun veed
aldrig, naar en Dannekvinde haver hende Behov"[1].
Det, der gav Skaren sit Præg, var en Følelse af Magt og Værd,
som strakte sig langt ud over, hvad nogen lønnet Stilling kunde
give; de røgtede et Tillidshverv og vidste, at de paa een Gang
opfyldte en Pligt, ydede værdifuld Hjælp og viste Huset en Ære.
For at forstaa den hele Skik maa det erindres, at den skrev
sig fra en Tid, da saavel Læge- som Jordemoderkunst meget
sjældent havde selvstændige Dyrkere, men udøvedes af kyndig
Kvindehaand i Hjemmet. Det maatte da falde i høj Grad
naturligt, at kyndige Hustruer i Nabolaget ydede Bistand ved en
Lejlighed som denne, hvor kvindelig Hjælp var saa fornøden og
Erfaring kunde være afgørende.
Men som Skikken havde udviklet sig til det 16de
Aarhundrede, var den bleven noget andet og mere. Allerede Antallet af
de hjælpende Kvinder viste dette. Endnu i Visby’s gamle
Stadslov fra Middelalderen hed det: "Hvor Gud giver, at en
Kvinde bliver forløst med et Barn, dèr maa sove fire Koner og
ikke flere[2]. I en Forordning for Kiel
af 1417 hedder det: "Naar
en Kone lægger sig til Barselseng, maa hun lade hente til sig i
sin Nød otte Koner og ikke flere"[3].
Aar 1601 bestemte Hertug
Johan Adolf, at der ikke maatte sammenkaldes mere end i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
