Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haand og os alle sammen, og blev siden stille liggendes. Der
Klokken slog Elleve før Midnat, lagde han slet Maalet og
begyndte at drage til Døden. Da sagde Præsten: Kære Anders!
Holder nu fast i eders Hjerte og Hukommelse den korsfæstede
Jesum, ved hvilken I er genkøbt til det evige Liv. Og om I
dette saa stadeligt betænke, da trykker min Haand! Hvilket
han og gjorde af den Magt, han havde."
"Der det lakkede ad Enden med Fru Anne Knob (*død* 1580), saa
hun ikke gad tale mere og ikke gad give Svar fra sig, da, at
vi, som nærværendes vare, kunde vide, at hun visselig troede
og paa Guds Tilsagn vilde sig ganske og aldeles forlade, gav
hun visse Tegn fra sig. Men vi, som nærværendes vare, faldt
paa vores Knæ (urost for Gud) og endrægtelig gjorde Bøn for
hende til Gud, at Han vilde bevare hende i en fast Tro. Dette
gjorde vi tre Gange, dog nogen Tid imellem hver Gang, og der
vi det havde gjort tredje Gang, da kom den evige, gode Gud og
gav hende en salig Forløsning, saa at hun sov stille og rolig hen"[1].
"Der Klokken var imellem 11 og 12 om Natten, begyndte salig
Knud Brokkenhuses Mæle at fejle hannem. Iblandt andre herlige
Sentenser, som Guds Ords Tjener oplæste for hannem, dèr haver
han og brugt denne af det 3. Kapitel hos Evangelisten Johannes:
Saa elskede Gud o. s. v. Og bad hannem kryste paa sin Haand, om
han stadeligen troede saadant i sit Hjerte. Da haver salig Knud
Brokkenhus krystet hans Haand saa haardt, at det var stort Under.
Og derefter mod 12 Slet er han sødelig hensovet i Herren i
Godtfolks Nærværelse"[2].
"Der det nu lakkede ad Enden med Kasper Markdaner (*død* 1618),
og Døden trængte til Hjertet, begyndte jeg [Præsten] atter at
repetere nogle af de trøstelige Sprog, som jeg tilforn havde
foreholdt hannem. Og efterdi hans Maal var allerede falden, saa
han ikke nu kunde svare mig som tilforn, og jeg spurgte hannem
om han troede: Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse og
det evige Liv, nikkede han ad mig, givendes tilkende, at han
visselig troede det af Hjerte"[3].
"Der Kansler Johan Friis (*død* 1570) havde talet sine sidste Ord,
og jeg [Anders Sørensen Vedel] fornam, hvad af vilde vorde,
raabte jeg højt til hannem tidt og ofte: Jesu Kriste, annam
min Sjæl! Disimellem slog han Klæderne fra sig, som Drengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
