Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Usædelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stemning. Vel søgte Regeringsraaderne at tage Hensyn til
begge Sider. De sendte ikke blot den 2den September 1589 i den
unge Konges Navn et Truselsbrev til Ebbe Andersen til Birkelse
om at skille sig fra sin Slegfredkvinde, da saadant ukysk
Samkvem var hans adelige Stand usømmeligt og i Strid med Guds
Lov og Fr. IFs udgangne Breve[1]. Men de indførte 1591 efter den
norske Adels Anmodning de danske Bestemmelser af 1582 mod
Giftermaal med uadelig Kvinde ogsaa i Norge; dog fik Loven
ikke her som i Danmark tilbagevirkende Kraft[2]. Men tydeligt
nok var den første blinde Tro paa Ægteskabets altformaaende
Magt, Frygten for Djævelens Indgriben i alt, hvad der angik
Løsagtighed, ikke saa brændende som tidligere. Adelens modsatte
Interesser havde virket kuldslaaende.
Ikke desto mindre var Striden dog fremdeles staaende. Paa
denne Tid vovede f. Eks. Præsten i Ryslinge at tilskrive Klaus
Hvitfeldt til Krumstrup saaledes: "Syrach siger, at Synden anden
Gang er for meget, men tredje Gang fører Straffen med sig.
Hvad ville I nu tænke, som paa syv Aars Tid haver haft eders
vitterlige Boleri med fire Tripper, den ene efter den anden; Gud
veed, hvad der er sket hemmeligt ... Desforuden, kære Klaus!
hvad denne Skørlevnets Synd udretter og hvor skadelig en Ting
den er hos Eder, kan man vel kende paa hendes Stalbrødre, som
er Prædikens og Guds Ords Forsømmelse og Foragtelse,
Sakramentets og Afløsningens Forsmaaelse, hvilke sandelig ere de
visseste Tegn at gøre Skilsmisse mellem et Guds Barn og en
Helvedes Arving. Jeg fattige Mand haver tidt paa mit Embeds
Vegne paamindet andre om denne Synd, da haver det straks
været mig i Næsen kast, at jeg skulde straffe den, der længere
og aabenbarligere haver syndet. Hvorfor I maa tage for godt,
om jeg i Menighedens Paahørelse her noget om rører, thi
vitterlige Synder maa og skulle aabenbare straffes, som Paulus lærer"[3]
Trods saadanne enkelte Udslag af strengere Synsmaade, var
Forholdet i Reglen dog dette, at Parterne holdt Øje med
hinanden, men lod Vaabnene saa vidt muligt hvile[4]. Denne
Tilstand er træffende udtrykt i den fynske Biskop Jacob Madsens
Visitats-Optegnelser, hvor han fører Adelens Frilleliv til Protokols, men
heller ikke videre. "Boer udi Svendborg (1589) fem Mænd af
Adel. Oluf Urne med en Kvinde af Jylland. Hans Eriksen har et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
