Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Bryllupssange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Christian af Danmarks Bryllup 1634 den franske Udsending sig
af denne Udvej. Ukendt med den nordiske Skik, at give
Brudegaver ogsaa ved Fyrsters og Adelsmænds Bryllupper, foretrak
han om Mandagen, skøndt Bruden mindede ham ved at tilsende
ham en Perlekrans med Ædelstene, at blive liggende hele Dagen
i Sengen under Henvisning til Gaarsdagens sene Aftensvir[1].
Derpaa spiste man til Middag. Mandagens Middagsfest var
i det væsentlige kun en Gentagelse af den foregaaende Dags,
i visse Maader blot en mattere Efterklang, men med den samme
Tilbøjelighed til ubunden Overdrivelse, der havde udmærket det
gentagne Kirkebesøg. Ud fra denne Stemning lader bedst de
Forhold sig forklare, der allerede i det 16de Aarhundredes Slutning
tog Fart, men først i det 17de Aarhundrede rullede sig sammen
som fast Skik, der holdt sig hos de dannede og nød en Slags
Rettroenheds Hævd til ind i det 18de.
For ikke helt at misforstaas, maa Skikkens Forudsætninger
og gradvise Vækst haves for Øje. Her var to Slægter samlede,
der havde indgaaet en Pagt og nu med de bedste Ønsker sluttede
sig om Pagtens Udtryk, det nygifte Par. At disse Ønsker kom
til at gælde Parrets Frugtbarhed og Slægtens
Opblomstring var ganske naturligt. Og ligesaa naturligt var det,
at alle de Vidner til Ægteskabets lovlige Indgaaelse, som her
maaske for sidste Gang var samlede, til Slut gav hverandre
utvetydigt til Kende, at alt herhen hørende nu var i Orden, og at de
vidste, hvad de vidste. I en drøj Tid maatte sligt kunne give sig
drøje Udtryk.
Men i Katolicismens Dage havde den heraf følgende frie
Tone haft sin bestemte Modvægt. De Gejstlige, der var tilstede,
var alle ugifte. Var det et anseligt Bryllup og fejredes det i
Bispegaard eller Kloster, saa nedlagde baade Vært, ikke faa Gæster
og alle Omgivelserne en stiltiende Indsigelse mod ægteskabeligt
Samliv som Samtalens Hovedemne. Slog end maaske Brudens
Slægtning, Bispen, Prioren eller Erkedegnen personligt ind paa
en kaad Spøg, saa stod han dog i Gæsternes Øjne, rent verdsligt
set, i en anden Belysning, netop som Eksempel paa, hvad Rang
og Len den ugifte Stand kunde drive det til. Og Gejstligheden
havde en naturlig Forbundsfælle i Selskabets Kvinder. De
udgjorde en Magt; thi usynligt svævede der over dem, selv i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
