En dag efter kom Arne in og fortalte, hvad han nætop hadde fåt høre i gården, at præstens datter, Matilde, i det øjeblik rejste til byen, som hun selv tænkte for nogen dager, men som det var bestemt, for at være der et år eller to. Eli visste intet derom, før nu det blev sagt, fallt om og var borte.
Arne hadde aldrig set slikt før, og blev meget rædd; han løp efter
tjenestejænterne, disse efter forældrene, og disse avsted; her blev en
støj over al gård; buhunden gjødde på låvekloppen. Da Arne senere kom
in igjæn, stod moren på knæ foran sengen; faren holdt den sykes
hode. Tjenestejænterne løp, en efter vand, en annen efter dråper som
stod i et skap, en tredje løste trøjen op ved halsen. "Å Gud trøste og
bæ're dig!" sa moren; "det var galt allikevel, at vi intet hadde sagt;
det var du, Bård, som vilde det; å Gud trøste og bæ're dig!" Bård
svarte intet. "Jeg sa det nok, jeg; men ingenting skal bli som jeg
vil; å Gud trøste og bæ're dig. Altid er du så ful med henne, du Bård;
du vet ikke hvordan hun har det, du; du vet ikke, hvad det er at holde
av nogen, du!" Bård svarte intet. "Hun har det ikke som andre, hun, de
kan bære sorgen; men den kaster henne overænde, stakkar, så spinkel
hun er. Og især nu hun slet ikke er frisk. Vågn op igjæn, du, barnet
mit, så skal vi være gode med dig! Vågn op igjæn du, Eli min egen, og
gjør os ikke slik sorg!" Da sa Bård: "Enten tier du for meget, du,
eller snakker du for meget;" han så bort på Arne, som vilde han ikke
at denne skulde høre slikt, men gå sin vej. Da jænterne blev inne,
blev imidlertid også Arne, skjønt han gik over mot vinduet. Nu kom den
syke sig så vidt, at hun kunde se sig om og kjænne folk; men i det
samme kom også hukommelsen tilbake; hun skrek "Matilde!" fik
krampegråt og hulket, så det var ondt at være i stuen. Da søkte moren
at trøste henne; faren stillet sig således, at han kunde sees; men den
syke skjøv til dem; "væk!" ropte hun; "jeg holder ikke av eder, væk!" -
"Jesus Kristus, holder du ikke av dine forældre?" sa moren. - "Nej! I
er hårde mot mig, og tar fra mig den eneste glæde jeg har!" - "Eli,
Eli! sig ikke så stærke ord," bad moren vakkert. - "Jo, mor!" skrek
hun, "nu
Men det gik ikke så snart over med Eli, som de kanske hadde tænkt. Mot kvællen så de først, at det blev til langvarig sygdom, den hun visstnok i længre tid hadde samlet op, og Arne kalltes in for at være med og bære henne op i det rum, som var hennes eget. Hun sanset ikke, var meget blek og lå stille; moren satte sig hos henne; faren stod nede ved sengen og så; siden gik han ned til sit arbejde. Arne gjorde det samme; men den kvæll bad han for henne, idet han la sig, bad at hun, så ung og vakker som hun var, måtte få det godt i værden, og at ingen måtte stænge glæden ute fra henne!
Dagen efter sat faren og moren sammen og taltes ved, da Arne kom in; moren hadde grått. Arne spurte hvorledes det stod til; begge væntet at den annen skulde svare, og derfor var det længe før han fik svar; men ændelig sa faren: "Det står dårlig til." - Senere fik Arne høre, t Eli hadde været fra sig den hele nat, eller som faren sa: talt uvett. Nu lå hun i en stærk sott, kjænte ingen, vilde ikke ta mat til sig, og forældrene sat just og rådslog, om de skulde kalle doktor til. Da de senere gik op og var hos den syke, og Arne sat igjæn, var det ham, som om deroppe var livet og døden, begge to; men han sat utenfor.
Om nogen dager var hun dog bedre. Engang faren sat vakt, fik hun det
infall at ville ha Narrifass, den fugl som Matilde vilde git henne,
stående foran sengen. Da svarte Bård, hvad sant var, at i al denne
hurlumhej hadde folk glæmt fuglen, så den var sturtet. Moren kom i det
samme Bård fortalte dette, og hun skrek ænde over sig i døren: "Å jøje
mig, for et uvyrde du er, du Bård, at du fortæller den syke jæntungen
slikt! Se, der dåner hun bort igjæn for os; Gud forlade dig din synd!"
Hvær gang den syke vågnet, skrek hun på fuglen, mente det gik aldrig
Matilde godt, siden den var død, vilde til henne - og fallt i vanmagt
på ny. Bård stod der og så på dette intil det blev altfor galt; da
vilde han hjælpe også; men moren skjøt ham til side, og mente
Præsten og præstefruen kom over senere hen; ti sygdommen tok henne med ny magt, og blev så slem at de ikke visste, om det stod til liv eller død.
Både præsten og præstefruen talte Bård til rette, og mente han var for hård mot barnet;de fik høre om hint med fuglen, og præsten sa ham da rent ut at slikt var rått; han vilde selv ta barnet over til sig, sa han, så snart hun blev så vidt, at hun kunde føres; præstefruen vilde tilslut ikke engang se ham, hun gråt og sat hos den syke, fik doktoren fat, tok selv hans forskrifter, og kom derover flere ganger hvær dag for at pleje henne derefter. Bård gik ute på gården, fra det ene sted til det annet, men helst således at han var for sig selv, stod ofte stille lange stunder, satte så sin hue til rette med begge hænder og tok sig noget for.
Moren talte ikke til ham mere. De så næppe på hinannen. Han kom op til den syke et par ganger på dag; da tok han skoene av sig nedenfor trappen, la huen utenfor døren og åpnet varlig. Straks han kom in, vændte Birgit sig, som hadde hun ikke set ham, satte sig som før på huk med hodet i sin hånd, så bort for sig og på den syke. Denne lå stille og blek uten at vite av noget omkring sig. Bård stod en stund nede ved sengefoten, så på dem begge to og sa intet. Engang den syke rørte sig, som vilde hun vågne, listet han sig straks væk - så sagte som han var kommet.
Ofte tænkte Arne på, at nu var der sagt ord mann og kone imellem, samt forældre og barn imellem, som længe var båret sammen og sent vilde glæmmes. Han længtes bort derifra, skjønt han nok gjærne vilde vite første, hvorledes det gik med Eli. Men dette kunde han altid få vite, tænkte han, gik derfor til Bård og sa at han nok vilde hjæm; det arbejde hvortil han var kommet, var færdigt. Bård sat ute på stabben, da Arne kom til ham og sa dette. Han sat på huk og grov i sneen med en pinne; Arne kjænte pinnen; ti det var den samme som hadde holdt fløjen fast. Bård så ikke op; han sa: "Det er vel ikke godt at være her nu; - men det er likesom jeg ikke vil du skal rejse." Og så sa ikke Bård mere, ej heller Arne; han stod litt, gik så bort og tok sig noget for, som var det avgjort at han skulde være.
Senere, da Arne blev inkallt for at spise, sat Bård ænnu på stabben, Da gik Arne bort til ham, og spurte hvorledes det idag stod til med Eli. "Det er nok rent galt idag," sa Bård; "jeg ser moren gråter." Det var som om nogen bød Arne sætte sig ned, og han satte sig bent overfor ham på ænden av et omvæltet træ. "Jeg har tænkt tit på far din i disse dager," sa Bård så uvæntet, at Arne intet kunde svare. - "Du vet vel hvad som har været os imellem?" - "Jeg vet det." - "Å ja; du vet bare det halve, som vænteligt kan være, og lægger stor last på mig." Arne svarte om en stund: "Du har vel opgjort den ting med din Gud, du, likeså visst som nu far min har det." - "Å ja! det kan være som man tar det til, det," svarte Bård. "Da jeg fant denne pinnen igjæn, blev det mig så underligt, at du skulde komme hit og løse fløjen. Likeså godt først som sist, tænkte jeg." Han hadde fåt huen av sig og sat og så in i den.
Arne forstod ænnu ikke, at hermed mente han, at nu vilde han tale med ham om hans far. Ja, han forstod det ænnu ikke, da han begynte på det, så lite lignet dette Bård. Men hvad der var gåt forut i hans sinn, mærket han efterhånden som fortællingen skred frem, og hadde han før hat agtelse for denne tungvinte, men grunnbra mann, så blev den ikke mindre efter dette.
"Jeg kunde vel være såpass som en fjorten år," sa Bård, idet han -
likesom av og til under hele sin fortælling - stanset, sa atter nogen
ord, men stanset, bestandig så at fortællingen fik et stærkt præg av
at bli vejet i hvært ord. "Jeg kunde være såpass som en fjorten år, da
jeg lærte at kjænne far din, som var på samme alder. Han var meget
vill, og tålte ingen over sig. Og det var dette han aldrig kunde
glæmme mig, at jeg stod nummer én til konfirmationen, og han stod
nummer to. - Ofte bød han sig til at ville drages med mig, men det
blev aldrig til noget; væntelig var ingen av os trygg på sig selv. -
Men underligt er det, at
Nils fløj efter alle jænter, og de efter ham. Der var bare én jeg
vilde ha, men den tok han fra mig på hvær dans, ved hvært bryllup, i
hvært samlag; det var henne jeg nu er gift med ... Jeg hadde ofte hug,
der jeg sat, til at prøve styrke med ham for den saks skyll; men jeg
var rædd jeg skulde tape, og visste at da tapte jeg henne med det
samme. Når alle de andre var gåt, tok jeg de løft
Dersom han ænda hadde været god mot henne; men han sveg henne, og det var om igjæn kvæll efter kvæll. Jeg tror næsten hun holdt mere av ham for hvær gang. - Så var det at det siste hændte. Jeg tænkte, at nu måtte det briste eller bære. Vorherre vilde heller ikke han skulde gå længer den gang, og derfor fallt han litt tyngre æn jeg unte ham det ... Jeg har aldrig set ham siden."
De sat en lang stund tause; ændelig fortsatte Bård:
"Jeg bød mig frem igjæn. Hun svarte hverken ja eller nej, og så tænkte jeg det kunde bli bedre siden. Vi giftet os, bryllupet stod nede i dalen hos en faster som hun arvtok; vi begynte med meget, og det har siden vokset. Vore gårder lå ved siden av hinannen, og nu blev det slåt ihop, som min tanke hadde været fra gutten av. - Men meget annet blev ikke, som min tanke hadde været ..." Han sat længe stille; Arne trodde en stund han gråt; - det var ikke så. Men han var ænnu blidere i stemmen æn sædvanlig, da han blev ved:
"Hun var stille i førstningen og meget sorgfull. Jeg hadde intet at sige til trøst, og derfor tidde jeg. Siden fik hun det stundimellem med dette styrendes væsen, som du kanske har set; det var altid et slags ombytte, og derfor tidde jeg også da. Men en rigtig glad dag har jeg ikke hat siden jeg blev gift, og nu har jeg været det i en tyve år - -"
Her brøt han pinnen i to stykker; siden sat han en stund og så på disse stykker.
"- - Da Eli vokste til, tænkte jeg hun hadde mere glæde av at være blant fremmedfolk æn her. Det er sjælden jeg har villet noget, jeg; det meste har også været galt, - så blev dette med. Moren sat og længtes efter barnet, skjønt bare vågen lå imellem, og tilsist skjønte jeg at det heller ikke bar rigtig i vej derover i præstegården; men jeg skjønte det for sent. Hun holder nok nu hverken av far eller mor."
Huen hadde han tat av igjæn; nu lå det lange hår nedover øjnene; han strøk det til side, og satte huen på med begge hænder som vilde han gå; men idet han for at rejse sig hadde vændt sig mot huset, stoppet han og føjde til, idet han så til loftsvinduet:
"Jeg trodde det var best Matilde og hun ikke tok farvel, jeg; men så var det galt. Jeg sa henne at den vesle fuglen var død, for det var jo min skyll, og så syntes det mig best at tilstå det; men så var det også galt. Og slik er det med alting. Jeg har altid tænkt at gjøre det til det beste, jeg; men så er det blet til det værste, og nu er det kommet så vidt, at de taler ondt om mig, både kone og datter, og jeg går her alene."
En jænte ropte op til dem, at nu blev maten kold. Bård rejste
sig. "Jeg hører hæstene knægge," sa han; "det er vel nogen som har
glæmt dem;" han gik bort til stallen for at gi dem høj.
